Den 44-årige driftsmedarbejder Leonardo Olguin har taget sig tid til at komme forbi til et interview, selvom hans arbejdsgiver vogter på ham. Det er ikke velset, at man forlader kontoret, så han har været nødt til at finde på en god undskyldning for at få lov.
Leonardo Olguin er en helt almindelig it-medarbejder i en af Chiles mellemstore banker. Kravet til ham er, at hans servere skal fungere – hver eneste dag – og hele tiden. Hvis noget ikke fungerer, skal han arbejde videre, til tingene kommer på plads.
– Jeg kommer altid ind, hvis en server sætter ud – også hvis jeg står ved grillen derhjemme og har venner på besøg. Og nogle gange må jeg arbejde natten igennem, fortæller han.
Arbejdstiden er på mindst 60 timer om ugen, og sådan er det for mange andre i branchen.
– Og der er ingen, der takker dig, giver en taxa eller sender bud efter en ren skjorte til dig. Brokker du dig, skal chefen nok gøre dig opmærksom på køen af arbejdsløse nede på gaden.
Leonardo Olguin erkender alligevel, at han er heldig. Med en løn på omkring 9.000 kroner om måneden hører han til blandt de mest vellønnede it-folk. Alligevel tjener han ikke væsentligt mere end en skolelærer, der godt kan komme op på omkring 7.000 kroner i månedsløn. Men et job som skolelærer er også en ren drøm for langt de fleste i it-branchen, der må vænne sig til aldrig at holde fri.
– Loven giver os ret til at holde tre ugers ferie om året, men det er ikke velset. Chefen kommer typisk og klapper dig på skulderen og siger, at du fortjener en uge fri nu, og så ligger det i luften, at du skal være glad for den – plus måske to-tre fridage mere ved højtiderne, hvis du er heldig.
Betaler til børns studier
Lige nu går en stor del af Leonardo Olguins løn til at betale for studier til hans søn, som læser til civilingeniør. Datteren er 12 år, så snart skal der betales gymnasium til hende. Leonardo Olguin tvivler dog på, at der er råd til et privatgymnasium, så hun ender måske i det offentlige, der er berygtet for ikke at ruste de studerende til at komme videre. Leonardo Olguins held er, at han købte sit hus i et folkeligt kvarter, da han var helt ung. Derfor har han ikke de store udgifter. Hans kone arbejder ikke, forklarer han.
– Skulle jeg afdrage på et hus, ville jeg være nødt til at få en chefstilling. Ellers kommer du aldrig højere op i løn, men chefstillinger er noget, som venner tildeler hinanden i lukkede kredse af folk, der bor i de rige kvarterer, eller som har taget nogle meget dyre universitetsuddannelser, forklarer han.
Af samme årsag har han en årrække tilbage besluttet sig for at blive fagligt aktiv for at forsøge at ændre på tingene.
– Vi er nødt til at gøre noget, for i praksis er vi slaver af vores arbejdsgivere uden ret til at forlade kontoret og uden ret til at organisere os. Jeg håber, at den økonomiske fremgang i Chile vil ændre på tingene, for det er ikke en værdig måde, vi arbejder på.
