PROSA holder lukket i dagene mellem jul og nytår
Har du spørgsmål til juridisk medlemsservice, kan du sende en mail til faglig@sikker.prosa.dk
Vi besvarer indkomne mails den 27. og den 30. december, ml. kl. 9-15.
Har du spørgsmål af hastende karakter, kan du kontakte os telefonisk på 33 364141 (+ tryk 1) i samme tidsrum.

Software

Afkodet: Nynne Just Christoffersen

I hvert nummer af Prosabladet spørger vi it-professionelle om deres forhold til programmeringssprog.

Nynne Just Christoffersen er uddannet i Decorative Arts Design History & Material Culture fra Bard Graduate Center og arbejder som fullstack udvikler ved Siteimprove.

1. Mit første sprog var bare hacket HTML og CSS til at lave virkelig hæslige pink og glimmer hjemmesider med forfærdelig mange kattekillinge-gifs og så selvfølgelig til at pimpe min MySpace side med.

2. Jeg har altid kæmpet mest med, at jeg gerne vil lære alt, så jeg er startet på at lære alt for mange sprog og frameworks. Det er jo så sjovt at lære noget nyt, men jeg har virkelig også set værdien i at holde fokus.

3. Jeg vender altid tilbage til grundbyggestenene til webudvikling, fordi det bare altid vil være magisk at kunne trylle noget frem og se det i en browser.

4. Jeg elsker Ruby, fordi jeg lærte det, da jeg faldt over et sindssygt fedt community i Berlin, hvor jeg boede på det tidspunkt. Jeg gik til Ruby meetups og Rails Girls events og faldt lige så meget for de folk, jeg mødte, som det finurlige sprog, der er kendt for at være udviklet specielt til at være ”venligt” i brug.

5. Jeg hader ikke noget programmeringssprog, fordi det for mig er det samme som at sige, at du hader en bestemt musikgenre. Jeg foretrækker at være åben og fortsætte med at lære, hvad der er sejt ved alle de her flotte sprog, som jeg støder på. Til mine events plejer jeg at sige, at det ikke er OK at shame sprog/teknologier/operationssystemer, bare fordi du ikke kan lide dem.

6. Til begyndere vil jeg anbefale det sprog, dine venner bruger, fordi det er dem, du skal ringe til, når du er så frustreret, at du er ved at kyle din computer ud af vinduet. Er dine venner til Python? JavaScript? C++? For mig kan programmering virkelig være en holdsport, og jeg opmuntrer særligt begyndere til at finde deres tribe, fordi det hjælper dig med at holde ved.