Thomas Kristensen, bagmand og udvikler af websitet Madopskrifter.nu, lyttede til brugerønsker fra Android-folket. Derfor har han nu udviklet en applikation til opskrifter, madplaner og den næringsrigtige kost. Dermed har en lignende iPhone-app til 24 kroner nu fået følgeskab af en Android-app.
I sit firma Scale Soft udvikler og driver Thomas Kristensen websitet Madopskrifter.nu, der indtil for nylig var tilgængelig på nettet på iPhone og på iPad. Men nu kan Android-folket også få inspiration til opskrifter, madplaner og den næringsrigtige kost ved at lægge 24 kroner for Madopskrifter.nu-app'en på Android Market.
Android-app som en service
Det første år nåede den gratis version af iPhone-app'en over 100.000 downloads, men det antal regner Thomas Kristensen slet ikke med at nå på Android-platformen.
– Efterhånden fik jeg en del forespørgsler på en Android-version af Madopskrifter.nu, så jeg besluttede mig for at få den lavet. Men indtil videre betragter jeg mest Android-versionen som en service, der supplerer websitet og de øvrige platforme, fortæller han.
Thomas Kristensen, der som udvikler egentlig kommer fra Microsoft-miljøet, udviklede selv iPhone-app'en. Men belært af erfaringerne fra den proces valgte han at trække på en Java-udvikler i sin familie, der havde lyst til at tage opgaven.
– Jeg tager mig af alt det, der ligger rundt om selve app'en. Og det viste sig jo i forbindelse med udviklingen af iPhone-app’en, at det er rigtig meget, siger han.
Med hensyn til markedsføringen satsede Thomas Kristensen med god succes tid og penge på at annoncere for app'en på forskellige danske websites. Men den virkelig effektive markedsføring viste sig at komme fra medieomtale af app'en.
– Jeg var så heldig, at iPhone-app'en blev omtalt i Ekstra Bladet i forbindelse med en liste over de 50 bedste gratis apps. Det var en ufattelig effektiv reklame og genererede omkring 3.000 downloads om dagen i tiden lige efter, fortæller han.
Thomas Kristensen er ikke specielt imponeret over Android Market i forhold til Apple's App Store.
– Det kan være svært at forklare, men man får simpelthen mere lyst til at købe noget i App Store. Det er lavet mere lækkert og indbydende, end Android Market er lige nu, mener han.
Market har plads til forbedringer
Andre problemer er mangel på mulighed for at sortere på land eller sprog samt en meget besværlig og forretningsmæssig ugunstig håndtering af momssatser.
– Som udvikler gider man jo ikke at bruge for meget tid på besværlige ting som forskellige landes momssatser, men Google skal nok efterhånden få forbedret både markedet og forretningsmodellen i forhold til udviklerne, mener Thomas Kristensen.
Selvom App Store lige nu er mest interessant rent kommercielt, ligger der ifølge Thomas Kristensen alligevel et stort potentiale i det voksende Android-marked.
– Der er ingen tvivl om, at som markedet for Android-telefoner udvikler sig lige nu, så bliver det ikke nemmere at trænge igennem på Android Market senere. Så hvis man har en god idé, er det nok med at hoppe på vognen nu, siger han.
Se mere på www.madopskrifter.nu