PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Open Source

Open Source Days kommer til København

Den 17. og 18. marts vil byde på mange oplæg og talere, når årets Open Source Days-konference åbner dørene for entusiaster, udviklere og andre it-professionelle, som på den ene eller anden måde er engageret i open source-produkter. Den traditionsrige konference har også i år et business- og et community-spor. I skrivende stund er community-sporet lørdag den 18. marts det mest velbeskrevne, men arrangørerne lover, at flere talere vil komme til løbende.   

i øvrigt spænder programmet allerede nu temmelig bredt. Fra det crowd-sourcede MusicBrainz-project, som er en åben musikdatabase med metadata, over ekspert-tips for Perl 6-programmører, og Snort, et network intrusion detection-system - til en tale af Emma Lilliestam, en svensk it-professionel og cyborg, som taler om IoT-etik. I den mere business-orienterede boldgade den 17. marts fortæller Jan-Erik Revsbech fra Peytz og Co om udviklingen af en digital motor til et af TV 2’s live-tv-programmer. Billetter til begge dage kan erhverves for henholdsvis 950 kroner (Business) og 200 kroner (Community) via https://opensourcedays.org/.