PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Open Source, It sikkerhed og kryptering

Ransomware og Microsofts desktop-dominans

“Opdater systemet”, “klik ikke på noget ukendt”, og “sørg for at gemme på fællesdrevet”, lyder advarsler om ransomware. Men verden vil fortsat bæve i frygt for kidnapning af data, så længe så mange bruger Windows-varianter på desktoppen.

I skrivende stund er den første bølge af et verdensomspændende Wannacry-ransomware-angreb på pc’er med ældre eller upatchede udgaver af Windows ved at klinge af. Blandt andet takket være Store Bededag og en indbygget “kill-switch” i første version af den gidseltagende software, gik det ikke så galt i Danmark.

Jeg har pligtskyldigt sørget for at opdatere og ofre min data ekstra opmærksomhed. Men jeg er ikke så tryg ved også at være Windows-bruger. Det er jo med Windows-pc’en, at balladen starter. Med krav om hyppige og langsommelige opdateringer og behov for antivirus-software. Og et så udbredt operativsystem og dets indbyggede sårbarheder tiltrækker sig selvfølgelig massiv interesse fra stater og kriminelle organisationer og enkeltpersoner.

Desktop-krigen

For 15-20 år siden blev der talt rigtigt meget om “kampen om desktoppen”. Den stod mellem Microsoft Windows og open source/Linux-verdenen. Firmaer som Novell og IBM investerede anseelige ressourcer i udviklingen af alternativer til Microsofts Office-pakke, Linux-distributioner havde vind i sejlene hos mange udviklere, og forventningerne om store offentlige besparelser ved overgang til open source var ganske udbredte.

Open source-produkter sejrede senere i et omfang, så selv Microsoft nu om dage omklamrer idéen. Googles og Amazons infrastruktur med et klart sats på ikke-proprietære produkter har utvivlsomt også bidraget til den udvikling: Open source dominerer og skaber sikre systemer - i servermiljøer. For det er i skyen, at open source dominerer. Den dagligdags og velkendte pc står stadig på de fleste brugeres skriveborde, og laptoppen starter stadig som regel med en Windows-skærm. Microsoft har formået at konsolidere sine guldæg i form af Windows og Office-pakken. Konkurrerende og open source-baserede produkter har ikke ligefrem fået et decideret folkeligt gennembrud.

Ubuntu-tid

Men bag den accelererende ransomware-frygt gemmer sig måske et potentiale for, at vi alle sammen får en mere varieret tilgang og bevidsthed om, at der er et liv uden Windows.  Selv glæder jeg mig over, at meget kan tilgås via en smartphone, og at min velfungerende og decideret elegante, selvopdaterende Google Chrome Box gør, at jeg kun meget sjældent benytter Windows til privat brug. Til gengæld bringer Box'en mig i Googles vold, så måske jeg i det aktuelle lys skulle støve min Ubuntu-laptop af?