PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

It-drift, Open Source

Hackere hjælper Statens It

På hackerfestivalen BornHack inviterede direktøren for Statens It, Michael Ørnø, deltagerne til at byde ind med idéer til udviklingen af en ny open source-platform. ”Vi har fået rigtig meget værdifuld inspiration med hjem”, siger han.

Det er ikke hver dag, at en direktør for en statslig arbejdsplads tilbringer fire dage i et telt på en græsmark på Fyn i selskab med it-nørder og hackere. Men for Michael Ørnø, der er direktør i Statens It, var det oplagt at tage aktivt del i hackerfestivalen BornHack, der i år fandt sted for fjerde gang.

Sidste år var han inviteret til en debat på BornHack, og det inspirerede ham til selv at være arrangør for hele fire workshops, der alle handlede om at udvikle en ny open source-platform til medarbejderne i staten.

– Deltagerne i BornHack sidder på en guldgrube af viden, når det gælder open source. Det kan vi få stor gavn af, siger Michael Ørnø et par dage efter sin hjemkomst.

Den nye platform hedder SIA Open og er primært tiltænkt medarbejdere, der ikke arbejder på kontor – eksempelvis ansatte på miljøområdet eller på museer. Prisen for softwarelicenser fra de kommercielle udbydere er nemlig i mange tilfælde så høj, at det er svært at forsvare økonomisk. Omvendt ønsker de statslige myndigheder at stille it-udstyr til rådighed for alle medarbejdere.

Bidrager til netværk

Michael Ørnø ynder at sammenligne open source med DriveNow elbiler, som kan lejes på timebasis, og som medarbejderne i Statens It ofte anvender, når de skal fra Ballerup til møder i København. Men det er ikke altid, at der er en ledig bil i området, så for at tiltrække flere DriveNow biler til Ballerup, har Statens It opsat en stander til at oplade elbilerne.

– Vi giver noget tilbage til systemet, og vi får selv en højere grad af tilgængelighed til elbiler. På samme måde er det med open source, hvor man deler og bidrager til netværket. På BornHack forsøgte vi at skabe et netværk af folk, der kan skubbe os i den rigtige retning med open source, siger Michael Ørnø.

Foto: Henrik Kramshøj

Stolthed hos arrangørerne

Beslutningen om at involvere deltagerne på Bornhack vækker stolthed hos en af festivalarrangørerne, Thomas Steen Rasmussen:

”Statens It har valgt vores lille hygge hackercamp til at udvikle grundlaget for en ny standard arbejdsplads baseret på open source-software. Jeg er meget stolt over, hvad vi har fået opbygget siden første gang i 2016. Det er øjeblikke som disse, der gør alt arbejdet det værd!”, skriver han på Twitter.

Michael Ørnø, er du blevet aktivist, eller har staten slået sig sammen med hackerne?

– Ingen af delene. Men vi skal måske lige have styr på, hvilken betydning vi tillægger ordet ’hacker’. I det offentlige sprogbrug er det jo blevet til noget med, at man trænger ind i systemer eller begår it-kriminalitet, men i min verden er en hacker bare dygtig til at programmere. Vi taler om at ’lave et fedt hack’, hvis man programmerer noget, der er smart eller fungerer godt, og Statens It vil jo gerne være sammen med dygtige it-folk.

Hvordan vil du beskrive BornHack?

– Bornhack har et utroligt spændende set up, og vi har fået rigtig meget værdifuld inspiration med hjem. Statens It havde en stor pavillon med, hvor vi kunne møde folk. Vi er på mange måder en traditionel it-afdeling, som typisk køber kommercielle it-produkter, så der er ikke så mange af os, som følger med i, hvad der er en vogue for tiden inden for open source.

Kan ikke købes for penge

Hvordan oplevede du deltagernes engagement på BornHack?

– Folk tog rigtig godt imod idéen om, at Statens It udvikler noget open source, og der kom flere end 20 til den første workshop, hvor vi forsøgte at finde den rigtige variant af Linux til vores behov. Vi fik rigtig mange gode råd, som vi ikke havde kunnet købe os til for penge. Hvis vi i stedet havde samlet nogle kloge hoveder til et traditionelt møde i København, ville vi formentlig være endt med noget helt andet, som deltagerne på BornHack efterfølgende ville ryste på hovedet ad.

Dyre softwarelicenser

Hvorfor har I kastet jeres kærlighed på open source?

– Vi har kunder, der efterspørger løsninger, som er lidt mere simple, men også billigere end de traditionelle løsninger, der er baseret på kommercielle produkter. Softwarelicenser er dyre, og over tid er de også dyrere end selve pc’en. Vi er sat i verden for at lave de bedste løsninger for vores kunder, men det står ikke i flammeskrift, at vi kun må købe de kendte, kommercielle it-produkter. Vi vil gerne bruge lige så lang tid i open source-miljøet som til de store amerikanske it-firmaers produktpræsentationer.

Hvor mange statsansatte skal bruge den løsning?

– Mit bud er, at der inden for et par år er 500-1.000 brugere, og mit håb er, at vi kan halvere prisen ved at bruge open source-software. Vores vision er ikke, at alle medarbejdere i staten skal skifte deres Microsoft-løsning ud med open source. Slet ikke. Vi skal have begge dele, men det er under forudsætning af, at vi får udviklet en løsning, som kunderne vil have.

Stearinlys og dåsebajere

Er du generelt tilhænger af mere open source i staten?

– Sådan vil jeg ikke stille det op. BornHack lærte os, at open source-verdenen er en meget stor pose af blandede Legoklodser i alle mulige farver og former. Lørdag aften på BornHack sad vi i teltet med stearinlys og dåsebajere og udviklede skitsen til en løsning med de rigtige byggeklodser, så vi kan bygge et hus helt fra bunden. Efter jeg kom hjem, har jeg lavet en prototype, som i grove træk kan præsenteres til de it-ansvarlige i ministerierne. Men det er jo skattekroner, vi arbejder med, så vi er meget påpasselige med ikke at bruge midler på et eksperiment. Hvis de siger nej til vores prototype og ikke vil være med til at sponsorere udviklingen af den, så dør idéen dér. Og så har vi kun brugt penge på et par adgangsbilletter til BornHack og rejseomkostninger til Fyn.

Vil du være med?

Statens It har oprettet en mailboks, hvor alle, der er interesseret i open source-projektet, kan tilmelde sig og blive orienteret om projektet SIA Open i løbet af efteråret. Du kan skrive til siaopen@statens-it.dk