Bare ordene portal og Borger.dk. De smager af forrige århundrede og signalerer et befæstet indelukke, hvor vi alle kan rakke rundt på internettet i jagten på svært afkodelige offentlige informationer.
Med ganske få undtagelser er mine erfaringer med besøg hos det offentlige digitale Danmark en ørkenvandring. Det er rationaliseringsgevinster, 'fra tanke til faktura' og andre blodfattige drivere som eksempelvis vulgærfortolkninger af begrebet 'business case', der tydeligt ligger til grund for i bedste fald nobelt designede offentlige websider med statisk indhold. Undtagelserne? Jo, jeg har altid syntes, at SKATs hjemmeside er o.k., uden at den ligefrem er state of the art, og at Digitaliser.dk ved sin debut nærmest var Web 2.0-agtig. Til gengæld er dampen gået af indholdet her, formentlig fordi der ikke er økonomi til den nødvendige drift.
Ventetid.dk
Et illustrativt eksempel på, at det er discount-mentaliteten, der driver de offentlige websites, er Sundhedsstyrelsens site Ventetid.dk. Det klikker jeg mig ned til gennem Borger.dk's portalhierarki. En tekst på forsiden møder mig: "Her kan du se ventetider for udvalgte behandlinger og operationer på offentlige sygehuse og privathospitaler. Ventetiderne er kun vejledende", hedder det fra Sundhedsstyrelsen.
Jeg gætter på, at rigtig mange sygdomsramte er interesseret i at orientere sig i status for hurtigst mulig sygdomsbehandling i Danmark. Det, Ventetid.dk tilbyder, er et website anno 1996 med masser af svært afkodelig tekst, dårlig formattering, myriader af tabeller og en komplet mangel på fritekstsøgemuligheder.
Dertil kommer sitets fravær af nyere komfortable overbliksmuligheder. Ingen RSS-feeds, ingen mobil-udgave, ingen interaktiv guide, ingen links, ingen chatfunktion, ingen integration med Google Maps eller andre lokationsbaserede tjenester. Kort sagt møgsyge, uoverskuelige og kedelige lister, som man alt efter temperament kan bruge meget eller ganske kort tid på at forsøge at skaffe sig et overblik over.
Ventelister og espressomaskiner
Som almindelig og sporadisk bruger af de offentlige digitale tjenester spørger jeg mig selv om årsagen til, at ambitionsniveauet ikke hæver sig over simple rationaliseringspotentialer. De bedste kommercielle sites tilbyder jo reelt nye muligheder. Det kan faktisk være en rigtig god oplevelse at finde prissammenligninger, læse anmeldelser og tips, når jagten går efter den fedeste fuldautomatiske espressomaskine på nettet. Hvorfor skal det så være en kuldslået omgang papirtabeller tilsat strøm, som er det offentliges bud på at levere et overblik over offentlige ventetider?
Hvornår ser vi den første offentlige digitalisering af en tjeneste, som er cool, dokumenteret brugervenlig og som maksimalt udnytter de ekstra muligheder, som internetteknologier har skabt?
Har du meninger og oplevelser af det offentliges digitalisering, som du vil dele, så lad os tale videre på prosa.dk eller min blog/twitter, v2.dk/blogs/kurtwesthnielsen, twitter.com/kwesth.