PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Arbejdsmarkedet

Få forskud på dine indefrosne feriepenge

Var du ikke på arbejdsmarkedet i store dele af perioden 1. januar til 31. august 2019, eller kom du først på arbejdsmarkedet efter den 1. september 2019, så læs her og bliv klogere på, hvordan fondsferiedage kan give dig et forskud af ekstra penge at holde ferie for i miniferieåret 1. maj til 31. august 2020.

Netop nu er vi midt i overgangsperioden mellem ny og gammel ferielov. Overgangsperioden startede 1. september 2019 og løber frem til den 31. august 2020, hvor den nye ferielov træder i kraft. Du får først udbetalt feriepengene optjent i den periode, når du forlader arbejdsmarkedet, da feriepengene på grund af overgangsordningen bliver til en opsparing hos en ny fond, Lønmodtagernes Feriemidler.

Du har derfor ingen eller kun få feriepenge, hvis du ikke var i arbejde store dele af perioden 1. januar til 31. august eller først er kommet i job fra den 1. september 2019. Derfor har du netop nu mulighed for at bruge af de indefrosne feriedage til miniferieåret 2020.

I skrivende stund er det uklart, om du falder ind under kategorien af dem, der var nye på arbejdsmarkedet i 2019, hvis du har været på dagpenge i 2019. Vi henviser til a-kassen for nærmere information. 

Ferieforskud – har jeg ret til det?

Ferieforskuddet giver ikke flere feriedage. Det giver dig blot et forskud på de penge, der sættes ind i Fonden, til at holde ferie for i miniferieåret, som løber fra den 1. maj til den 31. august 2020. Du kan søge om op til 8,32 fondsferiedage. Ferieforskuddet er et engangsbeløb til lønmodtagere, som har optjent mindre end 8,4 feriedage til miniferieåret.

Forskuddet beregnes som 12,5% af den løn, du har tjent fra den 1. september til 31. december 2019. Du kan kun søge om det fulde beløb og alle optjente feriedage.

For at få ferieforskud 2020 skal du:

  • have arbejdet højest 4 måneder i perioden 1. januar til 31. august 2019 (studiejob og deltidsbeskæftigelse tæller også)
  • have fået en lønindkomst i perioden 1. september til 31. december 2019
  • holde fondsferiedagene i perioden 1. maj til 31. august 2020

Hvordan søger jeg om Ferieforskud?

Du skal som lønmodtager selv aftale med din arbejdsgiver, hvornår fondsferiedagene skal holdes. Fondsferiedagene kan tidligst søges fire uger før den forventede ferie skal afholdes, og skal senest være ansøgt den 31. december 2020. Du kan ansøge her: www.borger.dk/feriemidler

Tjek eksemplerne og se, om du har ret til ferieforskud

Mads kan få ferieforskud

Mads er nyuddannet og får sit første job 1. december 2019. Han har ikke optjent ferie fra tidligere. Da Mads kun har optjent 2,08 feriedage i 2019, opfylder han betingelserne for at søge Fondsferiemidler. Han søger og får udbetalt 12,5 procent af den løn, han har optjent i december 2019. Beløbet bliver udbetalt til NemKonto og fratrækkes i hans opsparing i Lønmodtagernes Feriemidler.

Marie kan ikke få ferieforskud

Marie er nyuddannet og begynder nyt arbejde 1. februar 2020. Hun har ikke tidligere arbejdet og har derfor ikke noget optjent ferie til miniferieåret. Da Marie ikke har haft en lønindkomst i perioden 1. september til 31. december 2019, har hun ikke mulighed for at søge Fondsferiemidlerne. De feriepenge, Marie optjener fra 1. februar til 30. august 2020, overføres alle til Lønmodtagernes Feriemidler. Hun får derfor først mulighed for at få ferie med løn fra 1. oktober 2020, hvor hun har 2,08 feriedage optjent i september 2020.