Filmanmeldelse: Når maskinerne får følelser

Filmatiseringen af novellen "Super Toys last all Summer" var en opgave den afdøde mester Stanley Kubrick kæmpede med i 20 år, men uden at gennemføre den. Teknikken var ikke på højde med hans forestillinger om, hvordan historien om en lille barnerobot skulle forløses på lærredet. Kubrick førte i flere år lange samtaler med Steven Spielberg om filmen, og i sidste ende foreslog han, at Spielberg instruerede den og at han selv skulle være producent. Det blev dog Spielberg, som kom til at gennemføre projektet alene efter Kubricks død for to år siden, og den har da også et umiskendeligt Spielberg touch over sig.

Publikum forføres
A.I. er en stor, ualmindelig flot Hollywood-film, både hvad teknik og skuespil angår. Historien er til gengæld ind imellem meget lang - den varer også to en halv time - og den er meget ordrig for at få publikum til at forstå problematikken omkring menneske og maskine. Med den enorme udvikling computerne har undergået, kan man som publikum sagtens forføres til at tro på, at menneskelige robotter med følelser kan opstå. Men i virkelighedens verden er vi stadig i følge de fleste forskerne langt fra kunstig kreativ tænkning.

Uovertruffen teknik
A.I. foregår i en nær fremtid, hvor polerne er smeltet, og storbyer er oversvømmet. Milliarder af mennesker er døde, og de overlevendes behov klares af menneskelige robotter, mekaer. De klarer alt fra det huslige til det seksuelle. I begyndelsen af filmen er robotter stadig uden følelser. Man ser f.eks. en kvindelig robot, som sidder ved et bord til et møde i robotfabrikken Cybertronic. Professor Hobby (William Hurt), tager hendes hånd, stikker den med en nål og spørger hende. "What did I do to your feelings?" og hun svarer "You didn\'t do it to my feelings, you did it to my hand". Her beviser filmen også sin uovertrufne teknik. Pludselig tager professor Hobby fat i hendes ansigt, trykker med en finger op bag fortænderne og ansigtets to dele kører fra hinanden, så han kan gå ind rette på hendes chips - det ser meget overbevisende ud. Professor Hobby har fundet ud af at skabe robotter, der kan elske. Foreløbig drejer det sig om prototypen David, som spilles eventyrligt godt af Haley Joel Osment, den 13årige dreng, især kendt fra "Den 6. sans". Han bliver sendt på prøve hos Cybertronics-ingeniøren Henry og hans kone Monica.

Kodet til kærlighed
Deres egen søn ligger nedfrosset på grund af en uhelbredelig sygdom. Hvis parret ønsker at beholde David, skal de programmere ham til at elske. Men det er uigenkaldeligt. Han vil for evigt elske den endelige programmør, og hvis de ombestemmer sig skal han returneres til Cybertronics for at destrueres. I filmen forestiller man sig, at en robot kan elske et menneske, spørgsmålet der stilles er så, om et menneske kan elske en robot! Monica koder David og til at begynde med er alt kærlig idyl. Men da Henry og Monicas søn en dag bliver rask, er der ikke megen tvivl tilbage. David er trods alt kun et "super-toy". Monica vælger tårevædet robotdrengen fra, men hun kan alligevel ikke få over sit hjerte at aflevere ham til destruktion og efterlader ham i nærheden af en robotlosseplads ude i skoven. Her møder David gigoloen Joe, dygtigt og meget humoristisk spillet af Jude Law. Sammen drager de to igennem verden for at få David gjort til en rigtig dreng.

The first of a kind
Nede i salen ved vi naturligvis, at David ikke er et menneske, men fordi han har følelser og kan forfølge sine drømme, er han så tæt på, at vi ikke kan lade være med at have ondt af ham, som for evigt er fastlåst i sin umulige, kodede kærlighed til moderen. I en uhyggelig scene kommer David til Professor Hobbys værksted og ser kopier af sig selv hænge i lange rækker - klar til brug. "I thought I was one of a kind!", siger han knust til Professor Hobby, som blidt svarer: "You were the first of a kind". Forhåbentlig kun en "slags" vi vil opleve på film.