Når du indgår en fratrædelsesaftale, kan det senere koste dig tre ugers karantæne i a-kassen. Det sker fordi, du ikke anses for at være blevet opsagt, med mindre det fremgår af aftalen. Og det giver karantæne i a-kassen, hvis man vurderes selv at have aftalt sin fratrædelse.
- Vi ser, at medlemmer bliver overraskede over, at fratrædelsesaftalen nogle gange stiller dem dårligere end en opsigelse i forhold til a-kassen, så det er en rigtig god idé at huske at få os til at gennemgå aftalen, siger Lisa Dalsager, juridisk konsulent i PROSA. Hun peger også på, at man skal være opmærksom på, at man kan blive tvunget til at afholde al ferie i en eventuel fritstillingsperiode, hvis ikke andet er aftalt.
Du skal aldrig selv sige op
Det er specifikt fratrædelsesaftaler uden forvarsel, juristerne i PROSA har set flere eksempler på i juni. Men det kan være en god mulighed at indgå en fratrædelsesaftale med din arbejdsgiver, hvis du er varslet afskedigelse, eller der er en nærliggende risiko for afskedigelse. Det vigtigste er, at du ikke selv siger op, siger Lisa Dalsager:
- Det hænder desværre, at arbejdsgivere truer med en opsigelse for at få dig til at sige op selv. I sådanne tilfælde skal du aldrig selv sige op, for så står du dårligere i en forhandling og over for a-kassen, men også her vil en fratrædelsesaftale være et godt alternativ.
PROSA anbefaler, at du kontakter juridisk afdeling for at få hjælp til at udforme selve aftalen.
En fratrædelsesaftale kan fx indeholde:
- Arbejdsgiverens opsigelsesvarsel
- Ekstra løn (fratrædelsesgodtgørelse)
- Fritstilling eller suspension
- Ingen modregning i lønnen, hvis du får nyt arbejde
- Loyalitetspligten ophører, så du kan tage job i konkurrerende virksomhed
- Optjent ferie afholdes ikke og afregnes som feriegodtgørelse
- Løngoder beholdes i fritstillingsperioden
- Bortfald af kunde-, job- og konkurrenceklausuler
- Hjælp til din fremtidige jobsøgning (outplacement-forløb)
- Betaling af kurser eller certificeringer