Internet

Google får tidsbestemt og visuel søgning

Den populære søgemaskine Google har fået nye features, blandt andet søgning efter helt nye resultater og visuel mind map-lignende søgning.

Søgemaskinen Google.com har fået en funktion, der gør det muligt at søge tidsbestemt. Den nye funktion blev indført i går og giver mulighed for at vælge enten helt nye resultater, resultater fundet inden for 24 timer, en uge og det sidste år. Indtil videre virker den kun på Googles engelsksprogede side google.com.

Efter søgningen er foretaget, fremkommer muligheden ”show options” på den blå linje under søgefeltet, og klikker man her, får man en hel række nye funktioner.

- Resultaterne sorteres efter en blanding af aktualitet og relevans, siger Googles Nundu Janakiram til The Register.

Mind map-søgning

Som The Register også skriver, minder denne funktion umiskendeligt meget om Twitters særlige kendetegn, der er realtidssøgning. Men det er ikke den eneste nye feature, søgemaskinen har fået.

Google forsøger sig også med visuel søgning kaldet Wonder Wheel, der viser et mind map-lignende resultat med relaterede emner til søgningen..

Desuden kan man nu sortere sin søgning efter anmeldelser, videoer og fora ud over den gammelkendte billedsøgning.