It og samfund, Software, Studerende

Hack for en bedre verden

250 frivillige softwareudviklere samarbejder i starten af december i Århus om at hacke for en bedre verden.

Den verdensomspændende hackerevent Random Hacks of Kindness (RhoK), der udvikler software til hjælp ved naturkatastrofer, kommer til Århus i december.

Begivenheden blev grundlagt af Google, Yahoo, Verdensbanken og Microsoft sidste år og afholdes nu første gang på europæisk jord. Det foregår i Katrinebjergparken i Århus i weekenden 3.-5. december med 250 it-studerende og folk, der arbejder med it fra hele Europa. Det afholdes af UNITY: Katrinebjerg, et tværfagligt netværkscenter for de studerende i it-parken

Hackathon

Det er tredje gang, RHoK  afholder et sådant ‘hackathon’, der samler udviklere fra hele verden om at finde løsninger til at hjælpe ved naturkatastrofer. Århus er en ud af fem ’main stages’ for eventen verden over. De fire andre main stages er i Kenya, Brasilien, USA og Indien. Derudover er der en række ’satellitter’ i seks andre byer verden over.

RhoK samarbejder med krise- og katastrofeeksperter til at få ideer til konkrete problemer, der derefter kastes ud til programmørerne som ’featured hacks’. Til de to tidligere hackathons blev der blandt andet udviklet en mobilapplikation, der sender besked til en liste af venner, familie og kolleger om at man er ok efter en katastrofe, med et tryk på en enkelt knap. Der er også blevet udviklet værktøjer til at koordinere nødhjælpsarbejde og finde savnede personer.

Forudsig jordskred

Til næste event er de konkrete problemer, der skal løses, for eksempel et webinterface til software, der kan forudsige jordskred, en algoritme til at vurdere, om crowdsourcede informationer på for eksempel Twitter er korrekte, samt meget andet. Se hele listen her: http://www.rhok.org/problem-definitions/full-list/.

Selve hackathonet foregår som et codejam, en konkurrence, hvor softwareudviklerne har et bestemt stykke tid til at løse de forskellige problemer, de bliver tildelt. Efter de to dages hacking vurderer et dommerpanel løsningsforslagene og tildeler præmier til de bedste forslag.

Vil du kode for en bedre verden, så tilmeld dig gratis her: http://rhok.dk