Gennem den britiske avis The Guardian er det blevet afsløret, at den amerikanske regering har krævet data om samtlige opkald foretaget i USA eller mellem USA og et andet land udleveret fra selskabet Verizon.
Det har bragt debatten om registrering og overvågning af borgere på banen igen, Mange amerikanere mener, at der er tale om en krænkelse af deres frihedsrettigheder, og flere europæiske politikere har været fremme med en kritik både af udleveringen af telefonoplysninger, men også, at de amerikanske efterretningstjenester tilsyneladende kan hente oplysninger om folk, der bruger servere hos blandt andre Google, Facebook, Apple og Microsoft.
Nu er telelogning jo ikke noget nyt fænomen i Danmark, det har vi gjort siden 2007, og PROSA har været kritisk over for den logningsbekendtgørelse, der ligger bagved lige fra starten af. Logningsbekendtgørelsen indebærer, at tele- og internetfirmaerne skal registrere og gemme oplysningerne om borgernes brug af telefoner og internet i to år. Telebranchen selv anslår, at der alene sidste år blev registreret 900 milliarder oplysninger ombrugen af tele- og internetkommunikation. Ni ud af ti registreringer var internetlogning, og PROSA mener, at det er ude af proportion med virkeligheden.
Det er en voldsom omfattende forhåndsregistrering af borgere, som ikke har gjort noget kriminelt alene på baggrund af, at man på et tidspunkt kunne mistænke dem for at have gjort noget kriminelt, og man så skal være i stand til at undersøge dem, og derfor er PROSA kritisk over for brugen af telelogning. Danmark bygger på et restprincip om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Hele vores ide om privatlivets fred og brevhemmelighed går jo ud på, at det kan godt være, at du ikke har noget at skjule, men du har ret til at holde det indenfor din egen sfære. Det er det princip, som man afgørende bryder med her.
Der er en større og større tendens til, at man ønsker at registrere oplysninger på nettet, og det har amerikanerne været interesseret i siden terrorangrebet på WTC i 2001. I Danmark har vi været mere åbne om logningen, men vores politikere er lige så interesserede i at tjekke alting, som amerikanerne. Til trods for, at oplysningerne stort set ikke bruges til noget.
Jeg håber derfor, at den øgede opmærksomhed omkring registrering og overvågning af borgerne kan få gang i debatten på hjemmefronten. Det er ikke en nem debat at få startet, og selv om Folketinget har pligt til foretage en revision af bekendtgørelsen, er denne revision blevet udskudt flere gange, og den skal nu foretages i næste folketingssamling, måske. Jeg vil derfor opfordre politikerne til at få sat gang i evalueringen af effekten af logningen, så vi kan få diskuteret nytteværdien af den voldsomme registrering, der foregår af borgerne,
Niels Bertelsen
Formand for PROSA