Mashups er et ægte Web 2.0-fænomen. Det handler om at bygge webapplikationer ved hjælp af RSS-kilder, Javascript og HTML. Både Microsoft, Yahoo, Google og danske Kapowtech har værktøjer, som benyttes til at skabe mashups med, ganske gratis. Yahoo Pipes er den gamle internetgigants bud på en grafisk mashup-editor, og programmet, som selvfølgelig er en webapplikation, er i sig selv en ganske imponerende opvisning i, hvor langt man kan komme med HTML og Javascript.
Den færdige Ebay-mashup. Den kan også eksporteres som RSS-kilde.
Yahoo Pipes bygger på ideen fra Unix-pipes (rør). I Unix kan man sætte en række småprogrammer sammen ved at tage output fra et program og benytte det som input i et andet program. Tilsvarende kan man i Yahoo Pipes benytte en række grafiske komponenter, som kan udtrække og behandle data. Slutprodukter kan være en webside i HTML eller et RSS-feed eller noget helt tredje. Et eksempel er en mashup, som foretager søgninger på auktionssitet Ebay.
Pipes
Dette mashup-program eller "pipe," som Yahoo kalder det, benytter en RSS-tjeneste hos Ebay, som skaber skræddersyede feeds. Komponenten URLBuilder henter feedet fra Ebay, og komponenten kan selv finde ud af at skabe variable felter for parametrene i HTML-forespørgslerne. Tre tekstinput-komponenter giver mulighed for at angive, hvad for en vare der skal søges efter, samt mindste- og maksimumspris. Det første tekstfelt forbindes med et "rør" til URLBuilder-feltet "satitle," som er parameternavnet for varen i HTML-kaldet til Ebay. De to andre tekstinputfelter er forbundet til et filter-komponent, som kun slipper de RSS-elementer fra feedet igennem, hvis enkelte felter i XML'en er større eller mindre end værdierne fra brugerinput-felterne.
Yahoo Pipes gør det muligt både at benytte mashup-programmerne på en webside, men man kan også eksportere til RSS, så man kan få interessante tilbud lige ind i ens feed-læser.