Farvel til Morten

Efter 10 år som ekspert og the go-to-guy inden for alt fra uddannelse til offentlige overenskomster takker Morten Rønne af som forbundssekretær i PROSA. Morten Rønne svarer på spørgsmål om fortid, nutid og fremtid.

Hvad har været dine største fingeraftryk i dine 10 år som forbundssekretær i PROSA?

”Det må være opstarten af professionsbacheloren i IT-Sikkerhed og også i IT-arkitektur sammen med Århus Erhvervsakademi. Dertil kommer samarbejdet med de øvrige valgte i PROSA om at ændre måden, PROSA arbejder på, så vi fornyer os i takt med tiden.”

Er der en oplevelse i PROSA, som skiller sig særligt ud for dig, og som du vil tænke tilbage på med glæde?

”Alle overenskomstforhandlinger har været noget særligt. Specielt OK18, som var tæt på konflikt, og OK24, som var en overenskomst med mange nye ting, om end meget teknisk. OK24 kommer til at sætte mange spor fremover.”

”Og så en række personlige oplevelser, som når et medlem ringer og takker for, at jeg har gjort en kæmpe forskel for vedkommende, fordi jeg har været med til at sikre en ordentlig udbetaling fra tab af Erhvervsevne Sikringen. Det er den slags ting, vi netop kæmper for i fagforeninger, nemlig at støtte, hjælpe og sikre bedre vilkår.”

Hvad skal du lave nu?

”Jeg bliver i it-faget, som jeg brænder for. Jeg forventer, at jeg skal arbejde i et mindre it-firma med at lave integrationer mellem systemer og være med til, at der løses mere komplekse opgaver.”

Om Morten Rønne
56 år.
Forbundssekretær siden 2014.
Medlem af PROSA i 34 år.
Har siddet i næsten alle udvalg gennem tiden og været aktiv på mange forskellige planer gennem årene.
Uddannet som edb-assistent.
Har arbejdet med udvikling på Det Kongelige Bibliotek, Statsbiblioteket, Fujitsu Services, Danmarks Tekniske Universitet og politik i PROSA.
Tillidsrepræsentant gennem mange år på de forskellige arbejdspladser.