Mød Michael – PROSAs nye forbundssekretær og rullefaldsekspert

Michael Holm

58-årige Michael Holm er blevet valgt som ny forbundssekretær i PROSA. Her fortæller han om sine mærkesager, hvordan han kom ind i IT-faget, og hvorfor han elsker at dyrke aikido i sin fritid.

Hvad er din baggrund?

"Jeg hedder Michael Holm, er 58 år og arbejder som Change og Problem Manager på Københavns Universitet (KU)."

"Jeg er gennem årerne blevet en selvlært Apple person. I 2001 startede jeg på Institut for Antropologi og var her ansvarlig for alt IT."

"I 2009 kom jeg ind i KU fælles-administrationem i IT-afdelingen, Kontcern IT, nu KU-IT, og har arbejdet med forskellige ting. I starten som systemadministrator på Scanjour (journaliseringssystem)."

"Alle årerne har jeg dog været tilgængelig for Apple spørgsmål og været med til at sørge for, at KU apps kom på både Google og Apple apps store. Derudover har jeg arbejdet som web-redaktør og været meget aktiv med at skabe sociale arrangementer, lige fra morgenstræk til fredagsbar."

"Jeg har hele livet ikke kunne lade være med at blande mig, hvis noget ikke virkede retfærdigt – allerede på antropologi blev jeg arbejdsmiljørepræsentant, og siden jeg startede i KU Koncern IT, blev jeg TR og har været formand for den lokale PROSA-klub."

Hvad er din nye titel?

"Jeg er blevet valgt som forbundssekretær for Prosa/Offentlig."

Hvad bliver dit arbejdsområde?

"Det bliver jo primært at være der for IT-folk på de offentlige arbejdspladser. Men jeg kommer også til at beskæftige mig med IT-uddannelser, arbejdsliv, de unge og meget mere."

Jeg tror på, at man skal hjælpe hinanden og løfte i flok for at skabe et godt samfund.


Hvorfor PROSA? Hvorfor fagforening?

"Jeg tror på, at man skal hjælpe hinanden og løfte i flok for at skabe et godt samfund. PROSA er med sin skarpe profil som en fagforening for IT-folk en vigtig stemme."

"Det er stedet, man kan henvende sig, når man skal havde råd og vejledning, og PROSA kender til de vilkår der gælder for IT-folk. Samtidig har PROSA en hel vifte af relevante kurser, som medlemmer kan nyde godt af."

"Det er et fagligt fællesskab – selv ved sociale arrangementer kommer man hjem med ny faglig viden, da mange af vores medlemmer er entusiastiske folk indenfor deres fagområde og derfor deler ud."

Har du mærkesager?

"Det er vigtigt for mig, at PROSA viser sin relevans endnu mere for omverden, specielt for de unge, de nye på arbejdsmarkedet."

"Jeg vil kæmpe for medlemmerne, specielt ved at være en meget aktiv medspiller på de offentlige arbejdspladser. Det gælder også synlighed. Jeg tror, at PROSA kan være meget mere synlige på sociale medier."

"Og så arbejdsliv. Mennesker tilbringer en stor del af sin hverdag på arbejdet, det er vigtigt, man har det godt. Det handler om mere end at tjene penge. Arbejde skal føles meningsfuldt, og der skal være gode relationer."

Hvad glæder du dig mest til at arbejde med?

"I starten først og fremmest at komme til at kende administrationen, altså dem som arbejder i PROSA og understøtter det faglige arbejder, der bliver lavet. Jeg kan se, at de gør et kæmpejob."

"Derefter at komme ud på de offentlige arbejdspladser i hele Danmark og understøtte de lokale TR'er."

Hvorfor skal man være fagligt aktiv?

"At være faglig aktiv er jo en måde at skabe forandring på i verden. Det er en måde at påvirke det faglige arbejde, der sker i PROSA. Samtidig er det inspiration for os faglig valgte i PROSA."

"Uden de fagligt aktive, ville PROSA langsomt sygne hen. Jeg kan kun opfordre folk til at melde sig de steder, de kan, og dele deres erfaring."

Jeg har lavet kampkunst, siden jeg var 14 år, så jeg er rigtig god til rullefald.


Er der forskelle, du rigtigt gerne vil være med til at skabe på IT-arbejdsmarkedet?

"Diversitet på alle måder, at der er plads til alle. Et godt arbejdsmiljø / arbejdsliv forstået som, at der er en ordentlighed og retfærdighed."

Hvor ser du særlige udfordringer i IT?

"Indenfor det offentlige område, synes jeg, tingene går for hurtigt, og der er generelt ikke nok folk til opgaverne. Den store lønforskel mellem det offentlige og private gør det svært at skaffe de rigtige folk."

Du har et par særlige interesser, blandt andet aikido, hvad er det, og hvordan bruger du det?

"Jeg har lavet kampkunst, siden jeg var 14 år, så jeg er rigtig god til rullefald. De sidste ca. 40 år har jeg dyrket aikido, har en dojo (en klub) i Gladsaxe og underviser rundt omkring i Europa og Argentina."

"Aikido handler om at skabe et liv uden at slås – om at skabe gode relationer indeni sig selv og med andre. Jeg håber, at jeg kan bruge noget af den tilgang til at gøre en lille forskel i PROSA."

"Udover det har jeg 4 børn og 8 børnebørn fra 0 til 9 år."