PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Overenskomster

Ny overenskomst til 750 ansatte: Gode forhold giver it-firma konkurrencefordel

Fælles pressemeddelelse fra HK/Privat og PROSA

750 medarbejdere hos it-giganten CGI Danmark bliver nu dækket af en ny, fælles overenskomst. Det står klart, efter HK/Privat, PROSA, IDA, Djøf og Magistrene er blevet enige med virksomheden om en treårig aftale.

Med overenskomsten får medarbejderne i CGI en fritvalgskonto, som de kan bruge til virksomhedsaktier, feriefridage og pension. Desuden kan medarbejderne vælge mindst én tillidsrepræsentant i hver af firmaets fem danske afdelinger.

- Goderne vil gøre det nemmere at tiltrække og fastholde medarbejdere, og det er godt for konkurrenceevnen. Desuden er samarbejdet med tillidsrepræsentanterne en stor styrkelse for samarbejdet på virksomheden. Sammen med de andre organisationer vil vi nu arbejde for at få flere overenskomster som denne i it-branchen, siger Simon Tøgern, formand for HK/Privat.

- Som arbejdsgiver vil vi gerne forpligte os til at sikre vores medarbejderes arbejdsforhold på bedste vis, udtaler CGI Danmarks adm. direktør og Senior Vice President, Martin Petersen.

- Vi har i dialogen lagt vægt på, at vi ønsker ét fælles fundament for vores medarbejdere, som for langt størstedelens vedkommende også er medejere af virksomheden. Fleksibilitet såvel for den enkelte medarbejder som for virksomheden også har været et nøgleord. Det er lykkedes fuldt ud med den nye overenskomst, som er en fælles sejr for alle parter. Processen har været yderst positiv, og de involverede organisationer skal alle have ros for en meget konstruktiv dialog, understreger Martin Petersen.

- Det har traditionelt været svært at få tegnet overenskomster inden for it-branchen, udtaler forbundsformand Niels Bertelsen, PROSA, der derfor glæder sig over, at samarbejdet med HK/Privat, DM, IDA og DJØF nu har skabt en ny og mere fremadrettet model, der kan give bedre overenskomstdækning i it-branchen.

- Det er unikt, at organisationer repræsenterende de tre hovedorganisationer (LO, FTF og AC) finder sammen i et samarbejde om en overenskomst, siger forbundsformand Niels Bertelsen. Men forhåbentlig også et varsel om nye tider, nye samarbejdsformer og nye svar på fremtidens udfordringer både over for medlemmer og virksomheder i it-branchen.