It og samfund, Dansk it-politik, It sikkerhed og kryptering

Ny platform til PROSAs kamp for privacy

Ret til privatliv på internettet og sikker cloud computing. Det er de mærkesager, PROSAs formand, Niels Bertelsen, vil arbejde for i Videnskabsministeriets ekspertpanel It-sikkerhedskomiteen.

 

PROSAs formand, Niels Bertelsen, blev i april udnævnt til medlem af Videnskabsministeriets It-sikkerhedskomité. En klar anerkendelse af PROSAs ekspertise på området, mener formanden.
– It-sikkerhedskomiteens arbejdsområde passer jo som fod i hose med flere af PROSAs mærkesager. Nu kan vi få indflydelse på den rådgivning, komiteen giver ministeren i forhold til privacy og sikkerhed på nettet, siger Niels Bertelsen.
Hans arbejde i komiteen handler blandt andet om at vurdere, hvilken indflydelse forskellige systemer har på borgernes rettigheder. Det er for eksempel systemer som det, der ligger bag det sociale netværk Facebook.
– På Facebook skriver brugerne under på en uoverskuelig klamamse, når de opretter en profil. Vi kan ikke bestemme, hvordan Facebook kommunikerer med brugerne, men vi kan indgå et samarbejde med dem og gå i dialog.
Komiteens udgangspunkt er, at systemerne bag de fora, borgerne bruger på internettet, skal respektere privatlivets fred. Det næste projekt for It-sikkerhedskomiteen er at gennemgå de registreringstekniske procedurer på netværkene og se, om de lever op til kravet om ret til privatliv.

Rådgiver om it-sikkerhed

It-sikkerhedskomiteens funktion er blandt andet at rådgive videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) om it-sikkerhed, udarbejde pjecer og deltage i debatter osv.
Til efteråret arrangerer It-sikkerhedskomiteen for eksempel en konference om cloud computing med fokus på de sikkerhedsmæssige aspekter i at lægge data ud i skyen.
– Her vil vi undersøge, om den måde, data bliver sikret på i cloud computing, er tilstrækkelig. Og hvad er det for nogle krav, man skal stille, for at for eksempel det offentlige kan tillade sig at bruge den slags systemer?
Niels Bertelsen vil også arbejde for, at komiteen laver en vejledning til de offentlige myndigheder i, hvordan de skal behandle oplysninger om borgerne elektronisk.
– Man kan se, at myndighederne desværre ikke altid har helt styr på det – for eksempel når en kommune kommer til at lægge borgernes cpr-numre ud på nettet. Det tyder på, at de har brug for viden om, hvordan man skal lægge tingene ud, siger Niels Bertelsen.
Det er også værd at se på, hvem der ejer den information, myndighederne håndterer, mener han.
– Man kunne overveje at beslutte, at de private oplysninger selvfølgelig tilhører dem, de handler om. Så kan borgerne selv have deres egne oplysninger og blot give dem til myndighederne, når de skal bruge informationerne.
PROSAs formand er spændt på det kommende arbejde i It-sikkerhedskomiteen, som han skal sidde i de næste tre år sammen med blandt andre Microsofts direktør Jørgen Bardenfleth og professor dr.jur. Linda Nielsen, der er formand for komiteen.
– Min plads i komiteen er en klar anerkendelse af det grundige arbejde, PROSA har foretaget på it-sikkerhedsområdet, slutter han.