Jeg har lært at dirke hængelåse op. Eller rettere – som min instruktør gjorde mig opmærksom på – så kan jeg nu åbne en 3’er-hængelås på en skala, der går til 10. Hvis det skal være helt præcist, så dirker jeg ikke låsene op, jeg ’bypasser’. Det vil sige, at du primært rammer selve den mekanisme, der holder låsebøjlen på plads. Ikke kun de små, genstridige pinde inde i låsen.
Alle låse åbnes med uret, og du skal bruge en ’tension wrench’. Det er et stykke hærdet fladjern, der kan stikkes ind i låsen og presse den i retning med uret, mens du skubber til det indvendige med en ’hook pick’.
Jeg fik én pick af instruktøren, der selv havde lavet den af et stykke jern og resterne af en reklamekuglepen fra F-Secure.
– Det er lidt ligesom at strikke, siger kvinden ved siden af mig.
Hun er væsentligt længere oppe på 10-skalaen for hængelåse og har sit eget dirkesæt fra Sparrows med.
– Nogle gange sidder vi bare derhjemme med en masse låse og dirker en hel aften, mens fjernsynet kører, fortsætter hun, mens endnu en lås klikker åben.
Foto: Bornhack
Bar i birkeskoven
Vi sidder i baren, der ligger i en lille birkeskov. Jeg drikker mate, en legendarisk energidrik med et billede af en maskeret mand på. Jeg betaler i hacks, stedets egen valuta, som du kan købe i lejrens information for kontanter eller på kort. De fleste bruger kontanter til alt. Det er er jo en hackerfestival.
Baren er dækket af presenninger højt oppe i træerne sammen med en flok paraplyer, der skal mane det dårlige vejr væk. Der er fiffige små lyskonstruktioner, der viser netværkets tilstand, og mellem træerne er der hængekøjer og strømstik til os deltagere, der ligger her med vores maskiner og laver hver vores. Nogle gange sammen, men for det meste hver for sig. Man kan være sig selv her. Og trække vejret.
Der er internet overalt, og det er hurtigt. Der er to officielle wi-fi-netværk: Bornhack og Bornhack-NAT. Det sidste viser ikke ens ip-adresse ud mod resten af nettet.
– Du vil nok foretrække det sidste, siger en af deltagerne.
Foto: Bornhack
Fotoforbud
De fleste foretrækker at være anonyme, og der er fotoforbud uden særlig tilladelse. De Radikales Karen Melchior bliver faktisk afbrudt midt under en debat af en af arrangørerne, der beder hende slette et billede, hun har taget af publikum og sendt ud på Twitter.
– Med det samme, lyder det.
Hvilket hun selvfølgelig gør. Bornhack er et sted, hvor privatlivet tages alvorligt. Og det er der lige så mange gode grunde til, som der er mennesker. Blandt deltagere og tilskuere er blandt andet Amnestys eget team af whitehat-hackere, der hjælper aktivister, som er mål for regeringer og firmaer, hvis interesser de truer.
Lisbeth Bech Poulsen (SF) under sit oplæg på Bornhack. Foto: Bornhack
Vi får en gennemgang af deres jagt på det firma og de mænd, der hackede sig ind i en pakistansk aktivists sociale medier. Oplægget bliver ikke filmet, og holdet bag kører meget lav profil.
Politik, tak
Bornhack forsøger hvert år at skaffe politikere til festivalen med det formål at lade de mennesker, der tager beslutningerne, møde og tale med dem, der skal udføre dem: Dem, der koder vores digitale fremtid.
Rene Gade fra Alternativet har været her. Karen Melchior (R) flere gange. I år er det Lisbeth Bech Poulsen (SF), der stiller op til paneldebat om ‘Open source i det offentlige’, ‘Big data i det offentlige’ og ‘Automatisering og kunstig intelligens – hvad er planen?’. Det gør hun sammen med Poul-Henning Kamp, der er udvikler og blogger, og Michael Ørnø, direktør i Statens IT. Der er afsat to timer til debatten, men der tales og spørges så meget, at vi slet ikke når til sidste emme.
Foto: Bornhack
Bagefter står Michael Ørnø fra Statens IT selv på scenen med sit oplæg om ‘16 profiler, der har skabt it-historie i Danmark og i resten af verden’. Et af de over 60 workshops, foredrag og events, som Bornhack har budt på i år. Det hele varer en uge, og da det sidste arrangement slutter i teltet klokken 17, går alle i gang med at bryde lejren ned igen. Låsen klikker i, og hverdagen begynder.
Rækker ind i mørket
Hjemme igen har jeg på eget initiativ åbnet en simpel lås med min pick og et metalstykke fra en kuglepen. Det tog tid. Og det var frustrerende, især fordi låsen, da jeg først forstod den, højst var en 2’er. Men forløsningen i at åbne den er lige så stor, som første gang det lykkedes på Bornhack.
Jeg ved, at der er langt op til næste trin. At hver af dem kræver forståelse af, hvordan de er bygget. Hvor de små fjedre og pinde sidder. Du skal kunne mærke dig frem til dem, mase dig ind i låsen og tvinge den til at afsløre, hvordan den åbnes.
Jeg ved, der er mennesker, der kan åbne håndjern og dørlåse – og gøre det hurtigt. Og jeg ved, de er friere end os andre, fordi de ikke kan låses inde. Jeg har kun lige mærket, hvad det vil sige. Men jeg forstår ønsket om at række ind i mørket, ønsket om at åbne noget og frigøre det, en anden har låst.
Næste år dirker vi igen.
