PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Arrangementer

Rekorddeltagelse i PROSA-arrangementer i 2020

1.951 medlemmer deltog i et PROSA-arrangement i 2020. Det er en stigning på hele 15 procent, som varsler, at webinarer og online arrangementer er kommet for at blive.

Med 5.939 tilmeldinger er 2020 et rekordår for deltagelsen i kurser og arrangementer i PROSA. Coronasituationen har betydet, at de fleste kurser er blevet udbudt online som webinarer, og det har flere interessante fordele, fortæller kursusansvarlig Lulu Pedersen:

- Vi kan invitere flere til hvert enkelt kursus fra hele landet, fordi vi ikke på samme måde er begrænset af lokaleplads eller lokation. Og så har vi set en stigning i deltagelsen fra medlemmer i 30’erne. De har tidligere ikke meldt sig så ofte til arrangementer, og vores indtryk er, at det er nemmere for folk med fx mindre børn og fuldtidsarbejde at deltage i et webinar end at skulle afsted om aftenen og have transporttid og være ude af huset.

tak for at vi kan deltage online”
Det indtryk er blandt andet baseret på tilbagemeldinger til kurserne. En deltager i kurset ”Brugervenlighed på nettet – gode grænseflader”, som er nummer tre på top 10’en over arrangementer og kurser med flest tilmeldte, skrev i sin evaluering af kurset:

"Tak for de gode webinarer og ikke mindst tak for at vi kan deltage online. Tidligere har jeg haft lyst til at deltage, men så har det været holdt i København (den anden ende af landet), men nu håber jeg at kunne deltage også i dem, hvis I gør alle tilgængelige online, uanset hvor i landet man er.

En deltager i ASP.NET Core MVC, nummer 9 på top 10’en, gav denne tilbagemelding:

”Det var første webinar jeg deltog i, og kan se mange fordele ved den fleksible platform som dette giver. Det giver gode muligheder for at kombinere det med arbejde og familieliv ved siden af. Jeg vil klart anbefale at det er en platform man bør overveje at bruge permanent."

Lulu Pedersen er bevidst om, at 2020 ikke har budt på meget konkurrence i forhold til tilbud om faglige kurser og sociale arrangementer:

- Måske ser det anderledes ud, når samfundet er tilbage til mere normale tilstande, men det er positivt, at medlemmerne har taget så godt imod de digitale løsninger og fortsat har kunnet deltage i kurser og arrangementer. Og på den tekniske side har vores foredragsholderne fået styr på de mest brugervenlige platforme, og vi har derfor kunnet have op til 150 med på et onlinekursus af gangen. Til sammenligning har vi plads til 40 i vores største lokale i København og 25 i kursuslokalet i Aarhus.

Stigningen i antal deltagere er markant højere end tidligere
12,5 procent af PROSA-medlemmerne har deltaget i et eller flere kurser og/eller arrangementer i 2020. Det tal tyder også på, at webinarerne generelt har fået flere til at deltage. Stigningen på 15 procent fra 2019 til 2020 er nemlig markant højere end stigningen fra 2018 til 2019, som var på 0,9 procent.

- Webinarerne er kommet for at blive. Flere medlemmer får mulighed for at deltage i arrangementer uden begrænsninger i forhold til lokationen og pendleri, og klimaet har godt af, at vi sparer på transporttiden. Det er en win-win hele vejen rundt, siger Lulu Pedersen.

Top ti over kurser, der har haft flest deltagere i 2020*       

Kurser/arrangementer                                                                               Antal deltagere
LINK Netflix Party236
Introduktion til Python161
Brugervenlighed på nettet – gode grænseflader147
Secure Coding147
Webudvikling146
Blazor138
Cloud sikkerhed og compliance129
Introduktion til PowerShell128
ASP.NET Core MVC125
C#120

* Tallene afspejler også, at disse arrangementer har kunnet rumme mange deltagere. Der har også været venteliste til flere sociale ting som fx gin og tonic-smagning etc.