It-forbundet PROSA håber på, at aftalen forkastes og inviterer på champagne til live-følgning af afstemningen på onsdag kl. 12.30-14.00.
Mikkel Nonboe, forbundssekretær i PROSA, udtaler:
- PROSA har gennem lang tid bekæmpet ACTA. Aftalen sigter i praksis mod at gøre internetudbyderne ansvarlige for brugernes adfærd på nettet, hvilket vil tvinge internetudbyderne til at overvåge og gribe ind over for påståede krænkelser af immaterielle rettigheder. Det vil lede til kontrol af internettet uden om kontrol af domstole og andre myndigheder.
- PROSA mener, at der i stedet for ACTA skal findes en sund balance mellem rettighedshavernes interesser og borgernes krav på privatliv og adgang til information. Eksempelvis kan man forbedre de lovlige fildelingstjenester.
- ACTA var et skridt i den forkerte retning og lader heldigvis til at falde ved afstemningen i EU-parlamentet på onsdag.
- Vi håber på at kunne fejre dødsdommen for ACTA-aftalen onsdag, og derfor byder vi alle forsvarere for det frie internet på festlig champagne, mens vi ser afstemningen live på storskærm onsdag kl. 12-14. Alle, der interesserer sig for frihedsrettigheder, er velkomne i PROSAs lokaler til arrangementet.
PROSA har også netop lavet en film om ACTA-afstemningen:
http://www.youtube.com/watch?v=1Q-yYTIWYFE
Fakta:
Forud for afstemningen i parlamentet har der været et intenst forløb med store demonstrationer mod ACTA over hele Europa gennem det sidste halve år. Flere af partigrupperne i EU-parlamentet anbefaler nu et nej til aftalen. ACTA-forslaget har været behandlet i fem parlamentariske udvalg, som helt usædvanligt alle har anbefalet parlamentet at forkaste forslaget. Aftalen træder kun i kraft, hvis Parlamentet godkender den.
Debatten om ACTA i Parlamentet finder sted tirsdag den 3. juli, og afstemningen er onsdag den 4. juli.
For at fejre en forhåbentlig sejr over ACTA inviterer PROSA på champagne, mens vi ser afstemningen om ACTA-aftalen på storskærm onsdag den 4. juli kl. 12.30-14 i PROSAs lokaler, Vester Farimagsgade 37A, 1606 Kbh V.
Yderligere kommentarer og kontakt:
Formand Niels Bertelsen, tlf: 40 11 41 23, mail: nib@prosa.dk
Forbundssekretær Mikkel Nonboe, tlf: 42 31 82 89, mail: mno@prosa.dk