Vi har i den seneste tid med chok fulgt afsløringen af, at en medarbejder i Socialstyrelsen over en periode på mindst 16 år har svindlet for et beløb på mere end 110 millioner kroner fra satspuljemidlerne. Penge, som via finansloven har været bevilget til projekter til støtte for landets svageste grupper.
Det er skandaløst. Alle, der modtager midler fra satspuljen, bliver kontrolleret ned til mindste detalje, men der har tydeligvis ikke været kontrol med dem, der udbetaler. Og selv om statsrevisorerne har kritiseret, at der ikke er styr på og overblik over, hvad satspuljemidlerne bruges til, så har det ikke medført, at der er skabt et sådant overblik.
Sagen kommer kort tid efter den store skandale med hvidvask for 1.500 milliarder kroner i Danske Banks afdeling i Estland. En hvidvask, som fortsatte, selv om ledelsen i Danske Bank var blevet advaret adskillige gange gennem flere år.
Hvis en enkelt ledig, syg eller kontanthjælpsmodtager har fået få kroner for meget, forøges lovgivningen straks med flere bureaukratiske kapitler. Men Danske Bank kan bare lave en undersøgelse af sig selv og få et advokatfirma til at frikende sin egen ledelse, sådan juridisk set. Herefter kan staten indgå kontrakt med Danske Bank, som i de næste fire år skal styre alle statens daglige ind- og udbetalinger, for de er jo ikke dømt for noget, som indenrigsminister Sophie Løhde (V) udtalte.
Da et par whistleblowere i Luxembourg i 2014 afslørede, at også danske virksomheder snyder betydeligt med skat, lød det, at nu skal vi jo ikke forhaste os, men tænke os om, før vi handler – en holdning, som man tit kunne ønske sig, når en ledig har fået nogle penge, som ikke var helt efter reglerne. Men nu er der gået fire år, og intet er sket – ud over at de modige whistleblowere er blevet straffet. Her efter fire år har politikerne tilsyneladende ikke tænkt sig om, men håber i stedet på, at vi andre har glemt skandalen. Det samme gentog sig i 2015, da det blev afsløret, at et advokatfirma i Panama – med hjælp fra danske banker – hjalp rige danskere med at lægge deres penge i skattely. SKAT er nu i gang med at undersøge disse sager.
Det virker, som om at der, når det drejer sig om rigtigt store svindelnumre, ikke er vilje til at gøre noget, mens der straks sættes ind over for de små fejl.
Det slutter ikke med det. Der er næsten ingen kontrol med momsregnskaber, og skatteministeren har faktisk udtalt, at det kan man ikke, fordi moms er et tillidsbaseret system. For år tilbage blev der ført kontrol med momsbetalingerne, men siden da har SKAT skåret kraftigt ned på staben af revisorer. De samme nedskæringer på kontrollen har betydet, at svindel med udbytteskat har kostet et tab for staten på 12,3 milliarder kroner i perioden 2010-2015.
Samtidig har Folketinget i stadig stigende grad gjort dagpengesystemet til et mistillidsbaseret system.
Men det er jo et valg – ikke en naturlov – at man ser gennem fingre med store svindlere, mens man med stor nidkærhed kontrollerer syge, kontanthjælps- og dagpengemodtagere. Måske det skulle være et valgtema, nu hvor der varmes voldsomt op til folketingsvalg. Hvem vil sikre, at der er proportioner i kontrollen med de midler, som vi betaler til eller får udbetalt fra fælleskassen?
