Det er et meget alvorligt indgreb i borgernes frihedsrettigheder, hvis Statens Serum Institut (SSI) får grønt lys til at indhente informationer om alle danskeres færden med brug af lokationsdata fra teleselskabernes mobilmaster.
Sådan lyder advarslen fra fagforeningen PROSA, der efterlyser tydelige retningslinjer for brugen af teledata og afkræver klare svar på, hvordan SSI vil behandle de data, der efterspørger.
”Vi skal selvfølgelig gøre, hvad vi kan, for at forhindre coronasmittens spredning. Men vi behøver ikke at tilsidesætte alt for mange af vores grundlæggende rettigheder som borgere i et frit og demokratisk land”, siger PROSAs formand Niels Bertelsen.
Sundhedsmyndighederne har meldt ud, at de i samarbejde med Rigspolitiet vil bruge teledata til at undersøge, om danskerne overholder myndighedernes retningslinjer. Foreløbig har Telebranchen reageret positivt under forudsætning af, at det sker på et klart juridisk grundlag. Men SSI har også planer om at bruge data til at måle befolkningens transport- og indkøbsvaner.
”Statens Serum Institut vil gerne have adgang til detaljerede oplysninger om borgernes adfærd gennem udlevering af data fra teleselskaberne, uden at vi dog har fået at vide præcist til hvad. Det er et voldsomt indgreb i vores rettigheder, og det er ikke alene unødvendigt, det er også ubrugeligt som redskab”, siger Niels Bertelsen og henviser til, at den måde master opfanger lokationer på, gør det svært at lokalisere den enkelte mobiltelefon.
På den baggrund opfordrer PROSAs formand til, at Statens Serum Institut trækker sin anmodning tilbage.
”De ønskede data kan måske vise noget om, hvorvidt for mange borgere samler sig et sted, men med øget tilstedeværelse af politi og med det øgede samfundssind, er det svært at se nogen begrundelser for at iværksætte et så alvorligt indgreb i vores rettigheder”, siger han.