PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

It og samfund

PROSA mødes med ny tech-ambassadør

I begyndelsen af det nye år præsenterer Danmarks nyudnævnte tech-ambassadør, Anne Marie Engtoft Larsen, den strategi, der skal tegne den danske udenrigspolitik på det teknologiske område fremover.

Men allerede i midten af november blev PROSA inviteret til rundbordssamtale med ambassadøren i Udenrigsministeriet sammen med otte andre repræsentanter for dansk erhvervsliv for at diskutere de foreløbige prioriteter og målsætninger samt mulighederne for et konkret samarbejde.

Fra PROSA deltog Ole Tange, der er it-politisk rådgiver, og han ser umiddelbart optimistisk på mange af tech-­ambassadørens tanker om, hvordan Danmark skal agere i en verden, hvor it-giganternes dominans kun set ud til at vokse år for år.
— Ambassadøren lægger op til, at både PROSA, erhvervslivet og civilsamfundets organisationer har en vigtig rolle og kan få indflydelse på strategien. Overordnet er målsætningen at beskæftige sig med de områder, hvor der er mest på spil, og hvor Danmark kan gøre en forskel. Det gælder blandt ­andet de fem techgiganter, fortæller Ole Tange og henviser til GAFAM, som står for Google, Amazon, Facebook, Apple og Microsoft.
— Vi er ikke begejstret for GAFAM’s overvågningskapitalisme. Så det er rart, at ambassadøren også er kritisk over for techgiganternes forretningsmodel. Det handler om at presse på med de europæiske værdier, så det er de demokratiske samfund, der sætter retningen – og ikke techgiganterne, siger Ole Tange.

Udover PROSA deltog Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk IT, IT-Branchen, Ingeniørforeningen IDA samt de tre startup-virksomheder Cadpeople, 2021.AI og Corti.

PROSA bød ind med emner som privacy by design, open source-initiativer og eksport af offentlig digitalisering som mulige fokuspunkter i en dansk strategi.
— Det er områder, hvor offentlige og private virksomheder i Danmark i forvejen er rigtig langt fremme, og som med tiden kan blive til løsninger, som kan eksporteres. Ambassadøren ser gerne modeller for, hvordan Danmark kan påvirke udviklingen på det felt, siger Ole Tange.

En af de modeller, som PROSA peger på, er muligheden for at lade borgerne selv bestemme over deres data – og hvem, der kan tilgå og bruge data. ­Princippet kendes fra Solid, som udvikles af webbens opfinder Tim ­Berners-­Lee.
— Det vil for eksempel være interessant at udvikle en app, der gør det nemt for borgeren at videresende personlige data til en modtager, så borgeren har kontrollen. I stedet for som det fungerer i dag, hvor borgeren giver tilladelse til, at en organisation selv henter data på borgerens vegne, siger Ole Tange.

PROSA arbejder på at arrangere et webinar i foråret med Anne Marie Engtoft Larsen. Skriv til Ole Tange på ota@prosa.dk hvis du er interesseret i at være med.