Dette indlæg blev første gang bragt på Altinget.dk
Med udelukkelsen af Trump fra Twitter kastede tech-giganten verden ud i en afgørende debat. Hvilke synspunkter, skal der være plads til i den offentlige samtale i en tidsalder, hvor sociale medier er lige så grundlæggende en forudsætning for ytringsfriheden, som aviser var det i tidligere tiders ytringsfrihedsdebatter. Nu svarer EU tilbage med et forslag til regulering, Digital Services Act, som ikke løser ytringsfrihedsproblemerne.
Ytringsfriheden er en abstrakt rettighed. Men det er også en praksis – noget vi bruger og gør – hver dag - i vores samfund. Derfor er ytringsfriheden også afhængig af at almindelige mennesker, yderliggående holdninger og politiske idéer reelt kan komme til orde og udtrykke deres meninger.
Hvem må komme til orde?
Lige nu er vi på vej ind i en bekymrende fremtid, hvor sociale medier, som er private firmaer styret af de rigeste mennesker i verden, bestemmer hvilke holdninger, de vil lade komme til udtryk. Det går – i første omgang – ud over yderfløjene i debatten: Trump i USA og marxistiske grupperinger i England. De fleste i Danmark er nok hverken forbenede marxister eller trumpister. Når vi alligevel bør være dybt bekymrede og gå imod de private selskabers censurbølge, så er det fordi, den – skridt for skridt – truer med at indskrænke demokratiet for os alle. Når bestemte (lovlige) holdninger usynliggøres og forhindres i at komme til orde, så bliver hele demokratiet mere udsat. Og når censur bliver accepteret hverdag, så breder den sig. Derfor skal der fælles spilleregler til. Desværre fokuserer EU’s Digital Services Act alene på at komme misinformation til livs – ikke på at stoppe farlig, privatiseret censur. Den kan måske endda ende med at fremme det.
Dominansen af sociale medier og tech-giganter
Sociale medier er i dag så dominerende, at de reelt er en bærende infrastruktur for den demokratiske samtale. Det vækker opsigt, hvis en politiker – som Uffe Elbæk – melder ud, at han forlader facebook. Og platformen er så magtfuld, at han endte med at vende tilbage.
Hverken politikere, firmaer, NGO’er eller debattører kan komme uden om de sociale medier, hvis de vil i kontakt med deres omverden. De sociale medier er en forudsætning for en demokratisk samtale i det samfund, vi lever i nu. Men modsat vores andre medier er de farligt underregulerede og selvstyrende. Derfor er reguleringsambitionen i EU’s forslag også god og rigtig. Den fejler bare på den altafgørende ytringsfrihedsdimension, som er mere aktuel end nogensinde.
Automatiske censurrobotter
Hvis vi tillader privatiseret censur, spiller vi hazard med vores ytringsfrihed. Både fordi vi tillader, at det bliver hverdag, at rigmænd – og ikke tilslutning, politisk tæft og engagement – kommer til at diktere hvilke holdninger, der er tilgængelige i et demokratisk samfund. Men også fordi censuren på de sociale medier gøres automatisk og dum.
Den danske tech-journalist, Anders Kjærulff, oplevede at få sin twitterkonto lukket uden forklaring. Han fik ikke engang en forklaring, da den blev åbnet igen, fire timer efter PROSA udgav en artikel om sagen.
På samme måde kan de automatiserede censurrobotter på de sociale medier fjerne eller suspendere profiler, bare fordi de nævner bestemte blacklistede navne, som eksempelvis den engelske højreradikalist Tommy Robinson. Det sker uden at skele til hvilken sammenhæng, hensigt og formål ytringerne måtte have. Det udgør et nyt, farligt, lavpunkt for ytringsfriheden. Når den nye EU-regulering vil bekæmpe misinformation for enhver pris, så er den billigste løsning for techgiganterne og gøre det med netop censurrobotter.
Mange lader sig lulle i søvn over, at det er de ekstreme synspunkter, som nu udrenses fra platformene. Men ytringsfrihed handler om at forsvare alle legale synspunkter - også de ekstremes - ret til at komme til orde. Det er vi på vej til at sætte over styr og det bør EU udvikle direkte svar på.
