En aftale, der ikke har været revideret i knap 20 år, er, hvad der sætter rammerne for, hvad Arbejdstilsynet må føre tilsyn med i forbindelse med det psykiske arbejdsmiljø. Og det er Rigsrevisionen bestemt ikke tilfreds med. Revisionen kom i slutningen af februar med en rapport, der netop ser meget kritisk på Arbejdstilsynets indsats over for det psykiske arbejdsmiljø. Det såkaldte metodeudvalgs afgrænsning stammer fra 1995 og indebærer blandt andet, at Arbejdstilsynet ikke må føre tilsyn og træffe afgørelse i forhold til problemer i det psykiske arbejdsmiljø, der relaterer sig til ledelsesbeslutninger og ledelseskvalitet.
Den 20 år gamle aftale er indgået mellem arbejdsmarkedets parter, og fra PROSAs side ser vi gerne at arbejdsmarkedsparterne er med til at definere rammerne på arbejdsmiljøområdet. Men det indeholder også en forpligtigelse til at bevæge sig fremad og sikre, at vi nærmer os en løsning på centrale problemer. Her er stress og psykisk arbejdsmiljø et eksempel på et område, hvor fremskridtene på centralt hold har været få og små. Dette til trods for at vi kan se, at man på rigtigt mange arbejdspladser ønsker at gøre noget for at modvirke stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø. I det lys er der sket rigtigt meget på området i løbet af de sidste 20 år, men skal vi have de fodslæbende og dårlige arbejdsgivere med, er der behov for, at vi får Arbejdstilsynet til at skride ind over for denne gruppe.
Mere præcist grundlag for påbud
Et af de spørgsmål, som Rigsrevisionen rejser i sin rapport, er, om grundlaget for at give den enkelte arbejdsgiver påbud er præcist nok. Rigsrevisionen mener derfor, at Arbejdstilsynet skal supplere deres interviews med kvalitative data fra virksomheden om sygefravær og lignede. Problemet er bare, at private virksomheder ikke har registreringspligt, så der er ingen garanti for, at data af denne karakter findes eller har en brugbar kvalitet.
I PROSAs øjne ville et godt sted at starte være at give de private virksomheder pligt til at give disse oplysninger til deres arbejdsmiljøorganisation. Vi ved, at en række arbejdsmiljørepræsentanter i dag har problemer med at få de oplysninger, de skal bruge for at kunne identificere, om sygefravær har rod i arbejdsmiljøproblemer. Arbejdstilsynet ville herefter kunne få data via arbejdsmiljøorganisationen, men om det er nok til at sikre, at arbejdsgiverne føler, at der er tilstrækkeligt grundlag for at give påbud, er tvivlsomt.
Brugerbetaling til arbejdsgivere
Det er klart, at når Arbejdstilsynet giver et påbud, skal det også være velbegrundet. For at sikre dette har Arbejdstilsynet den mulighed at pålægge virksomheden at indhente en arbejdsmiljørådgiver til at kortlægge det psykiske arbejdsmiljø, så man kan se hvad der er op og ned. Dette er imidlertid alene blevet en teoretisk mulighed, da Arbejdsmiljøklagenævnet har vurderet, at det er et så voldsomt et indgreb, at der skal være sikkerhed for, at der er et problem med det psykiske arbejdsmiljø.
Derfor mener PROSA, at en mulighed ville være at se undersøgelsespåbuddet som en mulighed for Arbejdstilsynet til at underbygge en mistanke, men hvor omkostningen kun bliver arbejdsgiverens, hvis undersøgelsen rent faktisk fører til et påbud. Ender det med, at Arbejdstilsynet ikke udsteder et påbud, påhviler omkostningen arbejdstilsynet. En sådan brugerbetaling til arbejdsgivere, der ikke vil ankende, at de har et problem, der skal løses, er nyt inden for arbejdsmiljøområdet, men burde på samme tid motivere arbejdsgivere til at anerkende og løse problemer med det psykiske arbejdsmiljø og ’straffe’ de dårligste arbejdsgivere.
Rigsrevisionens rapport kan læses her:
http://www.rigsrevisionen.dk/publikationer/2015/92014/
