Skal du med til Sommerhack?

Sommerhack

Kom med til årets maker- og teknologi-camp i Midtjylland, hvor du kan nørde 3D-printere, programmering, Arduino, Raspberry Pi, elektronik og en masse andet. PROSA-medlemmer får rabat.

Er du nysgerrig på 3D-printere, programmering, Arduino, Raspberry Pi, elektronik, el-nettet, eller kan du ikke lade være med at bygge sjove og kreative løsninger? Så pak dit telt eller din campingvogn og tag din computer under armen og kom og oplev stemningen til årets maker-/teknologi-camp i Midtjylland.

OSAA og HAL9k gentager succesen “Sommerhack”.

Til "Sommerhack" er der spændende projekter, talks og mad inkluderet samt god stemning omkring bålet om aftenen i fællesrummet “Pejsestuen”.

Medbring gerne et eller flere projekter, hvis du har noget, du arbejder på eller har bygget. Det kan være alt lige fra et stykke software på din computer, en udendørs lysinstallation eller noget elektronik, du har bygget. Du kan også blive inspireret af andre deltageres kreative og vilde idéer. Maker-kulturen spænder bredt, selvom en stor del af deltagerne har et teknisk fokus. De gode idéer opstår ofte på tværs af discipliner!

Der er dagligt talks om forskellige emner inden for bl.a. teknologi, elektronik og software, så der er masser at give sig til, hvis du ikke har et projekt med, som tager din opmærksomhed.

Tag gerne familien med til hygge i det fri. Der er både legepladser samt workshops for børn og et område til børnefamilierne som vi kaldte for "Bulderby".

Vi håber på sol og sommer, så vi også kan dase på stranden ved søen, men fortvivl ej hvis der kommer en byge. Vi sørger for, at der er plads til hygge i fælleslokalet omkring ildstedet og på pladsen er der også et par festtelte med fast bund, langborde mv. - selvfølgelig også med el, Wi-Fi og kablet net.

Rammerne er lagt og kun fantasien sætter grænser (næsten) for, hvad du kan gøre eventet til. Vi glæder os til at se dig/jer!

Du kan læse mere om programmet her: Program

"All Inclusive"
Du skal bare have dit telt/din campingvogn med, samt hvad du har behov for af computergrej mv.
Du slipper for at tænke på madlavning og opvask, da maden bliver lavet til os.
Vi spiser i fællesskab ved bordene rundt om bålet i Pejsestuen med udsigt over Tjele Langsø.

PROSA-rabat
PROSA giver 50 pct. rabat på billetprisen til alle medlemmer og deres børn. 

Tilmelding
Du kan se priser og købe billet online via hjemmesiden.
Der er mulighed for at købe billet til alle dagene eller blot til selve weekenden.
For at vi kan registrere din PROSA-rabat, skal du ved køb af billet oplyse den e-mail, som du også har registreret hos PROSA.