PROSA har siden 2022 kæmpet for en 30-timers arbejdsuge og tegnede sidste år den første it-overenskomst med fuld løn til it-virksomheden Tetrabit. Derfor var PROSA selvskrevet ved dagens debat ”Hvad er den mest farbare vej til 30-timers arbejdsuge” på FH’s hovedscene. "48 procent af danskerne er villige til at gå ned i løn for kortere arbejdstid” Sådan startede Cevea torsdagens debatpanel om 30-timers arbejdsuge, hvor PROSAs næstformand Curt Kjærsgaard Raavig deltog i debatten.
PROSA til debat om 30-timers arbejdsuge
Med i panelet var også virksomheden PanzerGlass, der allerede er 4-dages arbejdsuge-praktikere:
”Noget der har fungeret for os, er at indføre en times daglig ’fokustid’, hvor medarbejderne kan arbejde helt uforstyrret. Vi har også skåret ned i diverse rapporter og begrænset antallet af møder for at bruge tiden mere konstruktivt. Ude fra de indsatser, kan vi se, at effektiviteten går op, og i snit har vores medarbejdere kun 0,7 sygedage. Men det kræver en ekstrem indsats fra både ledere og medarbejdere for, at det kan fungere,” sagde direktør Casper Aaen.
”Tanken er god, men jeg har svært ved at se, hvordan fire dages arbejdsuge kan bredes til alle faggrupper”, sagde Morten Refskov fra Danmarks Lærerforening. ”Vi får nogle logistiske problemer, hvis det skal gå op med det antal af lærere, som vi er i dag og andre grene af velfærdsdanmark,” sagde han.
”Når firmaer som Panzerglas kan have 30-timers arbejdsuge uden at det koster dem på bundlinjen, så er det selvfølgelig noget, som skal undersøges. I debatten i dag viste det sig, at en enig fagbevægelse virkelig vil arbejde for en god work-life-balance, som kan give mere fleksibilitet i arbejdslivet. De teknologiske landvindinger, som vi kommer til at se inden for blandt andet AI kommer til at kunne afhjælpe på nogle områder. Det er påfaldende, at produktiviteten ikke ser ud til at falde, samtidig med, at trivslen og sundheden stiger. Derfor vil vi blive ved med at kæmpe for det," siger PROSAs næstformand Curt Kjærsgaard Raavig.
> Se mere på LinkedIn