Værdien af de dagpenge, der udbetales til vores arbejdsløse, er faldet markant over en længere årrække. Dagpengesatsen er simpelthen ikke fulgt med lønstigningerne, og konsekvenserne mærker vi mere end nogensinde før: Udhuling, ubalance og usund kultur – i samfundet, hos den ledige og på arbejdspladsen.
For år tilbage fik arbejdsløse dækket op mod 90 procent af deres løn, når de overgik til at være dagpengemodtagere. I dag er billedet et helt andet. Dagpengeværdien fortsætter med at falde, fordi satsen ikke reguleres i takt med udviklingen. For manges vedkommende betyder det, at de nu kun er sikret 50 procent af deres løn i dagpenge – eller mindre. Den tendens er uacceptabel, og genopretningen skal i gang nu.
Mere forvrænget arbejdskultur
PROSA bakker op om fagforbundene 3F, FOA og HK om at lægge et solidt politisk pres på regeringen og Folketinget, og vi kan ikke understrege nok, hvorfor det er så altafgørende for vores fremtidige danske system og arbejdsmarkedsmodel, at vi griber ind og får stoppet udhulingen så hurtigt som muligt. Ikke nok med at de arbejdsløse har fået et markant svagere økonomisk fundament at stå på. De, der er i arbejde, får gradvist en mere forvrænget arbejdskultur.
Lektor ved Roskilde Universitet, Rasmus Willig, konstaterer i sin bog Flexisme, at udhulingen af den danske arbejdsmarkedsmodel gennem de seneste 20 år har skabt øget stress blandt mange ansatte i Danmark. De markante forringelser af dagpengene betyder, at flere i dag frygter at blive afskediget. Dagpengene rækker nemlig ikke længere til at opretholde tilværelsen ved ledighed, og konsekvenserne ved at ytre sig frit og eksempelvis kritisere ledelsen, bliver dermed for store. Derfor tier mange også med at påpege dårlige forhold eller problemer med arbejdsmiljøet på arbejdspladsen.
Ubalance mellem ansat og arbejdsgiver
Det er let at fyre medarbejdere fra den ene dag til den anden, men den lave dagpengesats skaber et problematisk arbejdsmarked med stor ubalance i forholdet mellem den ansatte og arbejdsgiveren. Og det tvinger os i fagbevægelsen til at stille krav om længere opsigelsesvarsler og bedre sikkerhed i overenskomstsystemet for at imødegå den udvikling. Konsekvenserne vil skade den fleksibilitet, der hidtil har ligget i den måde, vi har struktureret det danske arbejdsmarked på.
Den faldende værdi af dagpengene er ekstra problematisk for it-professionelle og andre højtlønnede, som får en endnu dårligere dækning i forhold til deres lønninger, når de mister deres job – og dermed et incitament til slet ikke at betale til en a-kasse. Dermed bryder den samfundsmæssige kontrakt sammen, og det efterlader et arbejdsmarked, hvor det ikke er solidaritet og sikkerhed, der bliver de bærende elementer.
Fejlslagen og absurd politik
I stedet bliver det private lønforsikringer, som folk vender sig mod. Vi kan se en stigende tendens til, at der udbydes lønforsikringer som supplement til dagpengene, og det kan være med til at underløbe de solidariske ordninger, som vores velfærdssamfund er bygget op på. Muligheden for lønforsikring er netop et symbol på, at vores dagpengesystem ikke fungerer i praksis.
Det er nu, der skal rettes op på dagpengesystemet. Jo længere vi lader stå til, jo mere griber det ned i vores samfundsstruktur og skaber ubalance og utryghed. Det er ikke meningen med vores danske model og den måde vores velfærdssamfund skal fungere på. Og det er slet ikke meningen, at de ledige og seniorerne skal betale prisen for den fejlslagne og absurde politik, som udelukkende fokuserer på arbejdsudbuddet gennem gradvise forringelser af de systemer, der skal sikre, at man altid har et fornuftigt forsørgelsesgrundlag.
Debatindlægget er bragt på Altinget den 28. januar 2020
