Da EU vedtog sin omstridte telepakke sidste efterår, var det kulminationen på en lang kamp om, hvordan konkurrence mellem it-virksomhederne og forbrugerbeskyttelse fremover skal reguleres i Europa. Men telepakken, som udstikker retningslinjer for alt fra vores internetadgang til bestemmelser om radiobølger, har en lang forhistorie.
Allerede i 1984 begyndte tankegangen bag EU-samarbejdet – frihandel – at smitte af på det it-politiske område. Dengang bestod telemarkedet i Europa af statsmonopoler såsom KTAS i Danmark, Deutsche Telekom i Tyskland og British Telecom i Storbritannien. Men i takt med, at it-markedet oplevede enorme vækstrater, opstod ønsket i Bruxelles om at integrere it-og telesektoren i det indre marked. Det første direktiv om liberalisering af teleprodukter så dagens lys i 1990. Op gennem 90'erne fik det følgeskab af en lang række andre direktiver om liberalisering af satellitkommunikation, kabel-tv og mobiltelefoni.
Forbrugerbeskyttelse og liberalisering
Efterhånden som internettet blev hvermandseje, kom forbrugerbeskyttelse nemlig ind ad bagvejen. Kommissionens generelle databeskyttelsesdirektiv så dagens lys i 1995 og blev hurtigt udvidet med det såkaldte tele-persondatadirektiv, hvor EU stillede krav til teleselskaberne om, hvordan de skulle opbevare abonnenternes oplysninger. Tre år senere nedsatte Rådet og Parlamentet en tilsynsførende for databeskyttelse, som både skulle sørge for at sikre, at nationale myndigheder og EU-institutionerne selv overholdt reglerne.
– Kommissionen blev opmærksom på, at teleselskaberne lå inde med en masse oplysninger, som mange annoncører ville betale store summer for, så der var brug for nogle nye regler på området, siger Søren Sandfeldt Jakobsen, ph.d. og lektor i mediejura på CBS.
På trods af de mange direktiver og tiltag stod det i 2002 klart, at udviklingen kaldte på en opdatering af alle de gamle direktiver. I 2005 begyndte Kommissionen således en to år lang høring om, hvordan EU bedst kunne håndtere ny teknologi som IP-telefoni og bredbånds-tv. Det var startskuddet til telepakken. En pakke, der skulle vise sig at få en hård start på livet.
To års telekaos
I efteråret 2007 lancerede EU-Kommissionen forslagene til den telepakke, som blev vedtaget for få måneder siden. Telepakken opdaterer og samler de gamle direktiver, herunder databeskyttelsesdirektivet. Den indeholder desuden et nyt fælles EU-agentur, BEREC, der skal overvåge hele markedet for kommunikation og råbe vagt i gevær, hvis der er problemer med den frie konkurrence. Telepakken giver også alle forbrugere ret til internetadgang og mobiltelefoni til en overkommelig pris, ligesom de får ret til tydeligere information om priser hos virksomhederne. Konkurrence og forbrugerbeskyttelse går altså stadig hånd i hånd i dag.
Men pakken endte med at blive et symbol på den stigende magtkamp mellem Parlamentet og Rådet, som begge skulle være enige, før pakken kunne vedtages. Før sommerferien afviste Parlamentet hele pakken under den sidste afstemning. På baggrund af et fransk forslag kendt som 'strike-three' ønskede Rådet, at medlemsstaterne fik mulighed for at blokere adgangen til internettet, hvis en forbruger ulovligt havde downloaded materiale mere end tre gange. Forslaget betød, at pakken svævede i uvished, mens en arbejdsgruppe over sommerferien forsøgte at skrue et kompromis sammen.
– Telepakken indeholder nogle afgørende direktiver for it-sektoren med enorm betydning for Europas vækstøkonomi. Den blev offer for storpolitik, måske fordi der var parlamentsvalg på samme tidspunkt, og her havde Parlamentet pludselig en sag, siger Søren Sandfeldt Jakobsen.
Alligevel lykkedes det at opnå et kompromis, som betød, at telepakken fik tilføjet en såkaldt Internet Freedom Provision, der slår fast, at medlemslandene ikke må afskære en bruger fra internettet uden lovlig rettergang. Et kompromis, som ifølge Søren Sandfeldt Jakobsen sikrer, at myndighederne ikke kan lukke for borgernes forbindelse. Han mener samtidig, at den største betydning for pakken bliver på konkurrenceområdet.
– I Danmark er vi så langt fremme med forbrugerbeskyttelse, at det først og fremmest er liberalisering, som pakken sætter skub i. De nationale myndigheder – i Danmark IT- og Telestyrelsen – vil i højere grad blive kigget over skulderen af Kommissionen, så om fem år vil vi i højere grad se udenlandske teleudbydere i Danmark, siger han.
Efterspillet: Cookies-sagen
Netop som alle klappede i hænderne, viste det sig imidlertid, at et af pakkens direktiver, som Parlamentet og Kommissionen var blevet enige om allerede i foråret 2009, kunne tolkes som et forbud mod brugen af cookies. Før jul manede telekommissær Viviane Reding dog til besindighed og forklarede, at formuleringen ikke gælder de cookies, der er livsnødvendige for internettets funktionalitet, så netbutikkerne kunne ånde lettet op. Alligevel er direktivet en vink med en vognstang til branchen, mener Frederik Kortbæk, koordinator for Dansk Privacy Netværk.
– Der vil komme større krav til, hvornår man må gemme oplysninger om brugerne, og de skal i højere grad give deres samtykke først, siger han.
Således ser det ud til, at vejen er banet for telepakken, som skal være implementeret i alle medlemslandene om senest et år.
