Dette indlæg blev først bragt i Altinget.
Da forsvarsminister Trine Bramsen 9. juni præsenterede ministeriets udspil om styrket cybersikkerhed, fandt vi i fagforeningen PROSA idéen om et frivilligt cyberhjemmeværn besynderlig.
Der var flere problematikker i, at it-kyndige skulle arbejde frivilligt for Hjemmeværnet. For eksempel om en faggruppe skal arbejde gratis? Det synes PROSA ikke, og vi påpegede i en nyhed på dr.dk, at man jo heller ikke beder landets sundhedsansatte om at arbejde gratis, fordi der er en coronakrise.* Vi nævnte også, at it-ansatte potentielt kan komme i konflikt med deres arbejdsgiver, hvis de skal løse de samme opgaver for Hjemmeværnet, som de får løn for at løse hos arbejdsgiveren. Derudover er der tale om åbenlys konkurrenceforvridning, hvis staten skal rekruttere gratis arbejdskraft til at løse opgaver, der i et etableret erhverv varetages af cybersikkerhedsvirksomheder.
PROSA var langt fra alene med kritikken af forslaget, men ikke desto mindre blev det en del af den aftale, som Folketinget efterfølgende vedtog 24. juni.
Så nu skal vi altså bruge 500 millioner kroner på blandt andet et cyberhjemmeværn. Og da de kræfter gerne skal bruges så fornuftigt som muligt, og hvor de reelt kan gøre gavn, vil PROSA anbefale, at cyberhjemmeværnet bruges til at undervise borgere gratis i digitalt selvforsvar. Undervisning i cybersikkerhed bør finde sted allerede i folkeskolen, men for voksne kunne en del af den præventive indsats, som Forbrugerrådet Tænk efterlyser til helt almindelige borgere, ske via undervisning på aftenskoler. Tænk fokuserer på varsling og samarbejde via en app, og det er en god idé. Men flere borgere har brug for elementær it-undervisning for at kunne vurdere, om de overhovedet er ved at bevæge sig ud i noget farligt. Ifølge tal fra Danmarks Statistik (2020) har halvdelen af alle danskere oplevet brud på it-sikkerheden – for eksempel med phishing-mails, falske hjemmesider eller misbrug af kortoplysninger, så behovet for at kunne afkode forsøg på svindel er stort.
Men ellers er det svært at se, hvad cyberhjemmeværnet kan bidrage med. Cyberhjemmeværnet skal ikke hjælpe virksomheder eller løfte sikkerhedsopgaver for det offentlige. I forbindelse med præsentationen af cybersikkerhedsudspillet fortalte Trine Bramsen, at hun gerne ser cyberhjemmeværn i alle landsdele, hvor de frivillige for eksempel kan hjælpe, hvis den lokale elforsyning bliver ramt af et hackerangreb. Et andet eksempel var, at de kunne have til opgave at sikre it-sikkerheden på et callcenter, der hurtigt skal etableres, som under coronapandemien.
De opgaver er der en hel branche, der lever af at løse. Cybersikkerhedsbranchen efterspørger i øvrigt ofte arbejdskraft, fordi området kræver stor ekspertise. Arbejdet med cybersikkerhed er ikke et job for glade amatører, og frivillige ikke-professionelle kan ende med at skade mere, end de gavner, og hvem har så ansvaret? Den frivillige?
Hvis forsvarsministerens forestilling får liv, må man spørge sig selv, hvem vi ellers fremover skal forvente gratis arbejdskraft af i krisesituationer. Kommer der også et lægehjemmeværn? Et tilkaldehold af frivillige ambulanceførere, eller et hold ingeniører, der ulønnet skal træde til i krisetider? Den slags frivilligt arbejde er sympatisk, når vi ser på indsatser i nogle af verdens mere sårbare samfund. Men her i Danmark er det absurd, at regeringen vil satse på frivilligt arbejde fra højt specialiserede faggrupper som en fast struktur. Man fristes også til at tænke, at definitionen af krisesituationer kan rykke sig, og hvornår er det så lige, man skal betale for arbejdskraften? It-fagets professionelle skal selvfølgelig lige så lidt som alle andre undergrave deres eget levebrød.
