AI-værktøj vil udfordre musikere

Prosa Blues med Udio

På få minutter komponerede Ole Tange en PROSA-slagsang med tekst fra ChatGPT, og med musik, sang, beats og kor fra Udio.com

På få minutter komponerede Ole Tange en PROSA-slagsang med tekst fra ChatGPT og med musik, sang, beats og kor fra Udio.com, som blev lanceret i december.

Det fungerer, det er lynhurtigt, og det er godt nok til mange formål. Derfor er det også endnu et eksempel på, at vi står med en verden og et arbejdsmarked, som vil forandre sig markant, fortæller PROSAs it-politiske rådgiver og technørd, Ole Tange.

Når noget teknologi er godt nok, så bliver det også brugt og vinder markedsandele, bare det er billigt og effektivt.

- Vi så det med kameraet i mobiltelefoner. Det var ikke spejlrefleks, men det var godt nok og udviklede sig lynhurtigt. Derfor udraderede det, det meste andet. Sådan tror jeg også, at det er og bliver med en række af de AI-værktøjer, der vælter ud inden for alle genrer og typer, siger Ole Tange, it-nørd og rådgiver i PROSA.

- Jeg har  haft mange oplevelser det seneste halvandet år, hvor teknologi har leveret noget godt nok til at blive en gamechanger, og dermed også skabe forandringer, der vil brede sig som ringe i vandet, og udfordre en lang række jobs, som varetages af det, man lidt groft sagt kan kalde "de middelmådige", fortsætter han.

Seneste oplevelse havde Ole Tange i denne uge, hvor han legede med Udio.com og på kort tid komponerede en sang ud fra en prompt. Teksten havde han inden bedt ChatGPT om at skrive.

Du kan også høre Oles blues-sang om prisen for at arbejde hårdt i it-branchen.

Den it-politiske rådgiver er ikke i tvivl om, at det vil have konsekvenser for mange.

- Det er endnu et i rækken af nye AI-værktøjer, som udfordrer et område, der er manges levebrød. Det er ikke supergodt, men det er godt nok, og det er dæleme nemt. Lidt som Midjourney, ChatGPT og sikkert også den Voice Generator, som OpenAi  pt.holder tilbage, men som i følge virksomhedens egne udsagn kan klone stemmer næsten perfekt, på basis af blot 15 sekunders lydinput.

> Læs mere i PROSAbladet