Caroline Stage Olsen – spændende valg til stærkere digitaliseringsministerium

Ny digitaliseringsminister

PROSA-formand byder ny minister velkommen: "Mit bedste råd til den nye minister er derfor, at hun skal gå ydmygt til opgaven og være god til at række ud og lytte til de folk, som forstår og arbejder med teknologien, herunder PROSA".


Danmark har fået ny digitaliseringsminister til et opgraderet ministerium.
Det er resultatet af den dagens regeringsrokade, hvor 33-årige Caroline Stage Olsen er hentet fra en stilling som særlig rådgiver hos Moderaterne til at sidde i spidsen for digitaliseringsministeriet.

”Det er meget glædeligt, at digitaliseringsministeriet nu kan brede sig mere og omfattende, så vi får samlet styringen og udviklingen af digitale redskaber. Det har vi efterlyst hos de it-professionelle, lyder det fra de it-professionelles formand i PROSA, Niels Bertelsen, der dog også glæder sig til at se, hvad den præcise styrkelse af ministeriet består af. 

Han ønsker den ny minister velkommen og glæder sig til at samarbejde med hende.

”Det er et spændende valg og en minister, som er født ind i en digitaliseret tidsalder. Så det tror jeg er godt set”, siger Niels Bertelsen og tilføjer at han også hæfter sig ved, at Caroline Stage Olsen ikke selv har it-baggrund eller før har beskæftiget sig med området:

”Det forpligter naturligvis, at der bliver indsat en digitaliseringsminister med begrænset teknologiforståelse og dybdeindsigt. Mit bedste råd til den nye minister er derfor, at hun skal gå ydmygt til opgaven og være god til at række ud og lytte til de folk, som forstår og arbejder med teknologien, herunder PROSA", lyder det fra formanden.

Han fortsætter:

"Teknologiforståelse er afgørende for ikke at fortsætte kludetæppeløsninger og fejlskud. Digitaliseringsområdet har fart på, og ministeriet skal udover stepperne, så vi kan følge med i Danmark og tage de rette beslutninger. Det kræver naturligvis, at ministeren samler de rette rådgivere og lytter – det gælder også hvis regeringens egen ambition om at bevare den international digitaliseringsførertrøje indfris”, siger Niels Bertelsen.
 

 

Han hilser den ny minister velkommen:
”Jeg glæder mig meget til at se, hvordan ministeren vil gribe det an. Det er nemlig et svært ministerium, et meget vigtigt ministerium, og helt klart også et ministerium som kan havne i orkanens øje, og samtidig kan sætte afgørende aftryk på de kommende års udvikling. Det skal helst ske uden, at det er de sædvanlige lobbyister med store forretningsinteresser og selskaber, som styrer udviklingen uden den store tanke på borgere, brugere, fremtid og velfærdsamfund. Vi skal bringe teknologien klogt i spil”, fastslår Niels Bertelsen.

Han benytter samtidig lejligheden for at takke Marie Bjerre for hendes indsats som landets første digitaliseringsminister. Marie Bjerre skal fremover være Europaminister.

”Jeg synes Marie Bjerre har gjort det godt og har kickstartet et svært og lidt flydende ministerium, der ofte var hverken fugl eller fisk, når det handlede om muligheden for at sætte aftryk i forhold til andre ministerier. Hun har skabt grunden for, at vi har fået et endnu bedre og styrket ministerium, og det er godt og vigtigt arbejde. Stort tillykke med det ny ministerium, og tak herfra til Marie Bjerre for indsatsen”, siger formanden.  

Caroline Stage Olsen er uddannet cand merc. Hun har tidligere siddet i borgerrepræsentationen for Venstre, inden hun skiftede til Moderaterne.

Om den nye minister:
Caroline Stage Olsen, 33 år

- Kandidat i erhvervsøkonomi på CBS i 2015.

- Valgt ind i Københavns Borgerepræsentation for Venstre som 24-årig i 2014-  2020.

- Bestyrelsesmedlem og senere bestyrelsesformand for Tobaksproducenterne frem til 2023. I samme periode chef for offentlige anliggender hos British American Tobacco.

- Ansat som politisk chef for Moderaterne i februar 2023.

- Ansat som Lars Løkke Rasmussens særlige rådgiver i juli 2024.