Hvorfor PROSA endte med at tabe to overenskomster på CSC, er der mange meninger om. Men hvad kan vi lære af konflikten?
Det har arbejdsmarkedsforsker Anna Ilsøe brugt de seneste par måneder til at finde svar på. Og ifølge hendes analyse stod PROSA af flere årsager i en svag forhandlingsposition allerede, da konflikten blev indledt.
Det er velkendt, at overenskomsterne indeholdt en fredsaftale, der gjorde det meget vanskeligt for PROSA at ramme virksomheden, der hvor det kunne gøre ondt – nemlig på driften af de kørende it-systemer. Men der var også andre årsager til, at man ikke fik en forhandlingsmæssig løsning.
- I betragtning af omstændighederne var en konflikt en risikabel affære for PROSA, siger Anna Ilsøe.
Al forskning viser, at det er vanskeligere for arbejdstagerside end for arbejdsgiverside at etablere et forhandlingsmandat i baglandet.
Arbejdsgivernes forhandlere refererer typisk til toppen af et ledelseshierarki, mens forhandlerne på arbejdstagerside ofte repræsenterer en flad struktur af forskellige medarbejdergrupper med mange forskellige interesser og synspunkter.
- Og man kan sige, at den forhandlings- og beslutningsstruktur, man har i PROSA, i dette tilfælde har forstærket den svaghed, siger Anna Ilsøe.
Decentrale forhandlinger
For det første var PROSAs overenskomster på CSC rene virksomhedsoverenskomster, for det andet var det de lokale PROSA-klubber, der havde forhandlingsretten, og for det tredje havde overenskomsterne en asynkron fornyelsesdato i forhold til resten af det private arbejdsmarked.
Det betød, at PROSAs forhandlere på CSC stod forholdsvis isoleret i forhold til overenskomstfornyelsen på resten af det private arbejdsmarked.
- Historien har vist, at den model har været god for PROSAs medlemmer på CSC i en periode. De besad nogle kvalifikationer, der var svære at erstatte, og de arbejdede med nogle vitale statslige it-systemer, som virksomheden nødig ville have blev ramt af konflikt, siger Anna Ilsøe.
Men nu har omverdenens uddannelsesniveau indhentet danske it-professionelles, og konkurrencen på it-arbejdskraft er for alvor sat ind. Danske it-virksomheder kan i dag få mange af de samme kompetencer til en lavere løn i udlandet.
- Den konstruktion, PROSA har haft på CSC, har været gunstig for medarbejdersiden, så længe de havde en stærk forhandlingsposition, men i det øjeblik forhandlingspositionen svækkes, så står man rigtig svagt. Decentrale forhandlinger er mere sårbare over for konjunkturskift end forhandlinger, der sker inden for rammerne af en sektoroverenskomst, og man risikerer dermed større udsving i løn- og arbejdsvilkår over tid. Problemet ved stærkt decentrale forhandlinger er, at man aldrig ved, hvornår ens forhandlingsposition ændrer sig, siger Anna Ilsøe.
Den danske model
En anden udfordring er, at PROSA har en meget decentral beslutningsstruktur. Vigtige beslutninger skulle undervejs i forhandlingerne vendes med en baggrundsgruppe med skiftende deltagere, eller de skulle bringes til afstemning på medlemsmøder. Den struktur gjorde det vanskeligt for PROSA at etablere en sammenhængende forhandlingsstrategi, påpeger arbejdsmarkedsforskeren.
Rent faktisk mener Anna Ilsøe, at CSC-konflikten udstiller selve fundamentet for den danske model.
- Det centrale i den danske model er netop at håndtere udsvingene i løn- og arbejdsvilkår og få nedbragt antallet af konflikter på arbejdsmarkedet. Man kan sige, at vi her er back to basics vedrørende den danske model. CSC-konflikten minder os om, hvorfor det er vigtigt at have en central koordinering af kollektive forhandlinger, siger hun.
Virkeligheden for de it-professionelle i Danmark i dag er, at der er stor konkurrence fra udlandet, og at it-arbejdspladser flytter ind og ud af landet. Arbejdstagerne må derfor forholde sig til, hvad det betyder for deres forhandlingsposition, mener Anna Ilsøe.
- I lyset af konkurrencesituationen samt udfaldet af konflikten kunne man i PROSA overveje, om man stadig står stærkest med en decentral forhandlingsmodel og beslutningsstruktur, siger hun.
Balancegang
Men samtidig skal PROSA naturligvis også tænke på konsekvenserne for sit aktivistiske image, som netop bunder i den meget flade struktur med stor medlemsindflydelse. For ifølge arbejdsmarkedsforskeren betyder de mange aktiviteter, at fagforeningen kommer i kontakt med mange medlemmer.
- Jo mere centralistisk strukturen er, jo større risiko er der for, at man kommer væk fra sine medlemmer, og de får svært ved at se sig selv i fagforeningen. Det kan gøre det sværere at rekruttere og fastholde medlemmer, siger hun.
- Det er en balancegang – også når det gælder forhandling af overenskomster. Fordelen ved centrale forhandlinger er, at man får løftet konflikterne ud af virksomhederne. Men hvis ikke de centrale forhandlinger skaber tilstrækkeligt rum for lokal tilpasning af overenskomsterne, så kan virksomhederne og deres medarbejdere opleve overenskomsterne som ude af takt med deres specifikke behov. Hvor den præcise balance skal ligge for en fagforening som PROSA, skal jeg derfor ikke kunne sige, siger hun.
Ifølge næstformand i PROSA, Hanne Lykke Jespersen, ligger arbejdsmarkedsforskerens konklusioner ikke så langt fra PROSAs egen interne evaluering af konflikten.
- Jeg vil dog godt sige, at det kan se ud, som om det enkle ville være bare at lave centrale forhandlinger. Men, som det også fremgår af rapporten, er det en balancegang. Det er meget vigtigt for os at fastholde, at man skal have indflydelse på egne løn- og ansættelsesvilkår. Derfor er øvelsen efter min mening ikke den simple blot at centralisere alle forhandlinger, siger hun.
Vær relevant
Risikoen ved centralisering er, at det enkelte medlem vil komme at opfatte fagforeningen som fjern og uden relevans for sit specifikke arbejdsliv.
- Jeg tror jo, at mange fagforeninger, som ikke kan fastholde medlemmerne, kunne have fordel af at give medlemmerne større indflydelse på egne vilkår og på fagforeningen i det hele taget, siger Hanne Lykke Jespersen.
