14 dage. Det er de to ord, du skal huske på, så snart du afslutter din uddannelse. Når du ikke at kontakte a-kassen inden da, risikerer du at stå uden penge til at leve for, mens du søger arbejde.
– Ved at melde dig ind i a-kassen sikrer du dig et eksistensgrundlag, mens du er ledig – nemlig dagpenge. Gør du det ikke, er der kun kontanthjælp tilbage, og det er slet ikke alle, der kan få det, forklarer juridisk konsulent i PROSA Ole Højbo Andersen.
Inden du melder dig ind i a-kassen, er der én ting, der er vigtig at få styr på. Studiejobbet skal være opsagt og fratrådt, inden du sender tilmeldingen. Ønsker du at beholde dit gamle studenterjob, mens du søger fast stilling, er du kun berettiget til supplerende dagpenge – og kun i en begrænset periode.
Er du fortsat i tvivl om, hvorvidt a-kassen er noget for dig, så har Ole Højbo Andersen en trumf i ærmet, der hedder feriedagpenge.
– Det er temmelig sjældent, at man får betalt sin ferie i ens første arbejdsår. Men ved at være i a-kassen kan man altså optjene og få feriedagpenge, siger han.