FE-skandale kræver omgående handling

Cybersikkerhed
PROSAs formand Niels Bertelsen er rystet over skandalen i Forsvarets Efterretningstjeneste. Det kalder på omgående handling for at bringe efterretningstjenesten til orden og sikre borgerne en ordentlig behandling.

Der er behov for, at Center for Cybersikkerhed opdeles, og at en ny civil enhed underlægges almindelig gennemsigtighed og kontrol.

Det mener Niels Bertelsen, der er formand for de it-professionelles fagforbund, PROSA.

"Når FE bevidst forsøger at underminere den meget begrænsede kontrol, som de er underlagt, så tyder det på en syg ledelseskultur. Borgerne i Danmark kan med rette frygte, at de er blevet overvåget uretmæssigt af en tjeneste, som er uden for demokratisk kontrol. Det kalder på en alvorlig debat om efterretningstjenesterne i Danmark," siger Niels Bertelsen.

Lukket land

Center for Cybersikkerhed er ikke underlagt samme principper om åbenhed som andre danske myndigheder. Derfor er det umuligt som borger i Danmark at få indsigt i, hvilke oplysninger centeret har behandlet.

FE kritiseres af Tilsynet med Efterretningstjenesterne for at have overvåget danske statsborgere uretmæssigt samt at have tilbageholdt oplysninger fra tilsynet og tilmed overvåget en af tilsynets medarbejdere. Intet af dette ville være staten eller danskerne bekendt, hvis ikke det havde været for en eller flere whistleblowere.

"Det siger alt om problemerne i FE, at vi intet ville vide om den dybt bekymrende overvågningskultur, hvis det ikke var for en eller flere modige whistleblowere. De fortjener fuld ros for deres samfundssind, men samtidig peger det på en farlig lukkethedskultur, at så graverende praksisser skal lækkes for at komme til offentlighedens kendskab. Det kalder på et massivt behov for mere gennemsigtighed og kontrol," siger Niels Bertelsen.

Kendt siden Snowden

Flere af de kritikpunkter, der fremsættes i Tilsynet med Efterretningstjenesternes pressemeddelelse er dog slet ikke nye. Mange af punkterne har siden Edward Snowdens afsløringer i 2013 været velkendte i udenlandske efterretningstjenester.

FE blev i den forbindelse også kritiseret for i strid med dansk lovgivning at have indhentet oplysninger om danske statsborgere.

"Vi repræsenterer it-professionelle og er derfor konstant opmærksomme på, hvordan man teknisk kan overvåge befolkningen og indsamle oplysninger om dem. Meget af det her er ikke nyt, og er noget, vi også tidligere har påtalt. Derfor kan det undre, at man ikke adresserede problemerne allerede dengang," siger Niels Bertelsen.