Han byggede den første computer - i hånden

Oprettet af Claus Thorhauge

En ufaglært teknikentusiast byggede Danmarks første matematikmaskine, som computeren hed dengang i 50'erne. Regneenheden, hukommelsen, tromlelageret og alle forbindelserne har været gennem Tage Vejløs minutiøse hænder.

Når vi dagligt sætter os til pc'en for at arbejde, tænker de færreste over, at sådan et stykke hverdagselektronik til 5.000 kroner i Bilka, er resultatet af en hel hær af teknikere, der gennem de sidste fem årtier har eksperimenteret og forfinet computeren. Og da de første computere kom frem i USA i 40'erne og i Danmark i 50'erne, kunne man ikke bare købe alle komponenterne - hverken de elektroniske eller de mekaniske. Man måtte bygge det hele selv.

Blandt de allerforreste i verdenshistoriens lange række af opfindsomme computerbyggere står danske Tage Vejlø, der byggede Danmarks første computer, DASK. Da strømmen første gang blev sat til Dansk Aritmetisk Sekvens Kalkulator, DASK, den 13. februar 1958, havde Tage Vejlø i praksis bygget maskinen i hånden. Til dels hjemme ved køkkenbordet.

Tage Vejlø havde lært det der med datamaskiner af svenskerne, og derfor var Tage Vejlø uden at have papirer på sin kunnen ved en tilfældighed blevet en af de ganske få i Danmark, der midt i 50'erne havde praktisk erfaring med computere. Eller rettere: Matematikmaskiner eller elektronregnemaskiner, som computere blev kaldt dengang.

Bidt af el
Den unge opfinder fandt i sin søgende rastløshed til Sverige for at hjælpe universitetet i Lund med at bygge deres egen datamaskine, den tredje computer i Sverige. Men det var stadig flere år, før danskerne overhovedet gik i gang. Men lad os ligesom Tage Vejlø begynde ved begyndelsen. Han måtte ud på en ordentlig omvej, før unge Vejlø overhovedet kom i nærheden af den tids totalt ukendte computere.

Allerede mens han gik i skole i Roskilde i slutningen af 30'erne, var Tage Vejlø brændende optaget af elektronik.
- Jeg var fuldstændig bidt af elektricitet og byggede blandt andet den tids radioer, krystalapparater, forklarer Tage Vejlø.

Selv om han har rundet de 78 år, og gigten presser ham godt ned i drejestolen med cigaretterne og en stille eftermiddagsøl inden for rækkevidde, lyser entusiasmen stadig ud af hans øjne, da han begynder at fortælle om elektronik, der har mere end et halvt århundrede på bagen.

Derfor havde Vejløs far allerede i 30'erne aftalt en læreplads til den unge Tage hos en el-installatør, men heldigvis for den danske udvikling af computere, gik den plan i vasken. Det hele skete på fire dage i april 1940: Den 5. april døde Tage Vejløs far, den 7. april blev Tage konfirmeret, den 9. april invaderede tyskerne Danmark. Med farens død og begyndelsen på anden verdenskrig forsvandt lærlingeaftalen med elektrikeren.

Livet begyndte som bud for et radiolager
- Faren til en anden dreng tilbød en fin pris med cigarer og vin og tog lærepladsen for næsen af mig, så jeg var tvunget til at blive mælkedreng i stedet for, fortæller Tage Vejlø.
Det blev til forskellige budpladser i børnetøj, damelingeri, blomster og planter, inden det lykkedes Tage Vejlø at komme bare lidt i nærheden af noget, der kunne slå elektriske gnister. Han blev bud og medhjælper på lageret hos Radiolageret på Ringstedgade i Roskilde.

- Der startede mit liv først rigtigt, vurderer han.

Tæt på elektronikken. Men stadig ikke tæt nok. Så unge Vejlø tog på kursus på Teknologisk Institut i København. Han sparede sammen til togbillet og kursusafgift, så han to aftener om ugen kunne gå til undervisning i radio- og superteknik. Selv om Tage Vejlø også fik lov at prøve at reparere radioer hos Radiolageret mellem turene på budcyklen, kom der først for alvor skred i den unge teknikentusiasts elektronikarbejde, da han blev ansat hos Philips Service i København.

Men både arbejdet som teknikermedhjælper hos Philips og den treårige uddannelse på Teknologisk Institut gik i fisk, da Tage Vejlø blev indkaldt og måtte springe som soldat hos garderhusarerne i Næstved.

En åndsfælle udi opfinderi
De havde lige fået nye amerikanske panservogne. Med radioer i.

- Der var ikke andre, der havde forstand på de radioer. Jeg var den eneste, der havde »set en radio indvendigt.« Blandt andet lavede jeg en teknisk finesse, hvor jeg kunne gøre radioen ukampdygtig uden indgreb, og på den måde fik jeg magten over de noget yngre befalingsmænd, forklarer Tage Vejlø med et smørret grin.

Alligevel tabte Tage Vejlø i lotteriet, da en del af soldaterne blev tvunget til at forlænge værnepligten med nogle måneder. Han mistede derfor sit arbejde hos Philips, men fik i stedet job på telefonfabrikken Automatik i Amaliegade i København. Måske en personlig nitte for Tage Vejlø, men det blev i stedet en gevinst for den eksplosive udvikling, som de danske datamaskiner kommer til at gennemløbe i løbet af 50'erne, 60'erne og ind i 70'erne. På telefonfabrikken mødte det unge teknikertalent sin første mentor, ingeniør Kjærby Nielsen, der blev hans chef.

- Han var ligeså tosset med elektronik som jeg, og sammen opfandt vi en del måleudstyr til fabrikken, ligesom jeg sammen med ham byggede verdens første elektroniske orgel til hans børn, siger Tage Vejlø.

De to åndsfæller brugte ikke bare arbejdstiden på opfinderi og teknik. Om aftenen og i weekenderne byggede de blandt andet en elektronisk føler til Korsør Glasværk, der kunne måle mængden af flydende glas i ovnen.

- Det blev så en stor succes, at glasværker fra både Norge og Tyskland bestilte føleren, som vi lavede på fritidsbasis. Vi gik ikke efter pengene, vi fik bare dækket udgifterne. Men i dag kan jeg godt ærgre mig over, at vi ikke tog patent på det, fortæller Tage Vejlø.

Over Sundet efter udfordringer
På telefonfabrikken stod de to opfindere også bag den første telefon med indbygget højttaler, men så var det også slut med udfordringerne for Tage Vejlø.

- De spændende opgaver døde ud, og det var ved at blive dødens pølse. Så Kjærby Nielsen ville prøve at finde et mere spændende job til mig, fortæller Tage Vejlø.
Derfor flyttede Tage Vejlø og hans gravide kone i 1953 til Lund, hvor universitet ville bygge Sveriges tredje datamaskine. Så på trods af den snirklede omvej sprang den unge Vejlø nærmest i bogstavelig forstand over plankeværket til at indtage en central rolle i første række i udviklingen af en af det sidste århundredes allerstørste opfindelser, computeren.
På den tid var en datamaskine først og fremmest et værktøj til at regne på. Ingen kunne i sin vildeste fantasi forestille sig, den centrale rolle og funktion i samfundet, som computeren har i dag.
Allerede i slutningen af 40'erne havde svenskerne gjort deres første erfaringer med en maskine bygget af relæer. Den blev i 1953 suppleret med den langt mere effektive BESK-maskine (Binær Elektronisk Sekvens Kalkulator), der var bygget med radiorør. Og nu skulle Tage Vejlø hjælpe med at bygge en mindre version af den stockholmske BESK-computer for Lunds Universitet.

- Derfor tog jeg ret tit til Stockholm for at undersøge BESK. Vi modtog også arbejdstegningerne deroppe fra i takt med, at de var færdige. Når vi fik dem, var vi »bidt af en gal computer« og arbejdede i døgndrift for at modificere dem og bygge delene, fortæller Tage Vejlø.

I selskab med akademikere
Selv om Tage Vejlø hverken havde en formel uddannelse i teknik, naturvidenskab eller matematik, fandt han sig selv til rette blandt den lille energiske gruppe af højtuddannede ingeniører og videnskabsmænd, der i hvide kitler arbejdede på at bygge en mindre skandinavisk kopi af de maskiner, som amerikanerne få år forinden havde skabt.
Med ungdommens energi og engagement kompenserede han for sine faglige kvalifikationer ved at lægge alle sine kræfter i arbejdet.

- Jeg labbede alt, hvad der handlede om elektronik, i mig. Jeg kunne ikke komme i nærheden af noget som helst, der havde med elektronik at gøre uden at blande mig. Og det er helt afgjort på den måde, at jeg har fået samlet en masse viden. Helt ubevidst. Den eneste målsætning, jeg havde, var at have noget arbejde, der var skægt. Og det har jeg haft hele tiden, siger Tage Vejlø.
Den opfindsomme praktiker fik sig hurtigt placeret centralt i arbejdet både i Lund og Stockholm.

- Efterhånden hjalp jeg også dem i Stockholm med at bygge enkelte dele til BESK. De sendte arbejdet ned, og så løste jeg opgaverne i en fart. De kunne ikke forstå, hvordan jeg kunne lave tingene hurtigere, end de kunne i Stockholm, fordi de var en sværm af mennesker deroppe, der arbejdede på maskinen, fortæller Tage Vejlø med et grin.

Svenskerne kopierede amerikanerne
I første omgang gik arbejdet i Lund ud på at justere arbejdstegningerne, men efterhånden begyndte Vejlø sammen med sine kolleger på at bygge selve computeren. På den tid var en datamaskine meget, meget, meget dyr. Efterhånden kunne man købe forskellige ind- og udlæsningsenheder, lagerenheder og den slags i USA. Men det var helt uden for økonomisk rækkevidde for Lunds Universitet, så i stedet blev det hele bygget fra bunden.

Til gengæld var der ingen, der hævdede at have ret til opfindelsen af computerne, og den stockholmske computer var direkte bygget op efter tegningerne til IAS-computeren, som den ungarnsk-amerikanske matematiker, John von Neumann, havde designet.

Det var ham, der i samarbejde med kollegerne John W. Mauchly og J. Presper Eckert første gang beskrev designet af det, der er blevet vor tids computer med styreenhed og regneenhed (CPU), et internt arbejdslager og enheder til ind og udlæsning. Det var også Neumann og hans folk, der fandt ud af, at programmet skulle ligge i selve hukommelsen og ikke bare læses ind undervejs.

- Men Lunds Universitet ville ikke ofre det samme som Stockholm, så vi byggede i praksis en computer, der stort set kun bestod af en aritmetisk enhed, altså den regnende enhed. Det var for dyrt at købe eller bygge et arbejdslager, der var baseret på ferritkerner i et net af kobbertråde. I stedet byggede vi maskinen om, så den kunne køre direkte fra et baggrundslager med en roterende tromle med magnetbelægning. Så fik vi den ned i et prisniveau, der var acceptabelt for Lund, fortæller Tage Vejlø.

BESK, SMIL, DASK eller DVASK
Da Lunds computer blev indviet i 1956, var arbejdet med den danske DASK-computer begyndt. Og initiativtageren til det arbejde, professor Richard Petersen var ovenud begejstret for svenskernes fantasi. De havde døbt maskinen i Lund SMIL, Siffer,Maskine I Lund.

- I talen roste han svenskerne i høje toner, fordi det var dem, der havde fundet på sådan et fornuftigt og sjovt navn. Det navn man havde valgt i Danmark, det var dødssygt. Så måtte den svenske professor Frøberg bagefter op på talerstolen og beklage, at den ros, som svenskerne lige havde fået, der var ufortjent. For det var en dansker, der havde fundet på navnet. Det var mig, fortæller Tage Vejlø.

Han forsøgte dog forgæves at overtale Richard Petersen til at kalde den danske maskine for DVASK, fordi også i Danmark var Tage Vejlø med fra den allerførste begyndelse, da bygningen af den danske computer begyndte.

Efter halvandet år i svenskernes tjeneste var Tage Vejlø nemlig flyttet tilbage til Danmark med sin familie. Det blev simpelthen for dyrt at bo i Sverige, fordi den lille familie blev beskattet begge steder. Svenskerne betalte nemlig skatten forud. De havde indført kildeskat, mens danskerne stadig betalte bagud, så Vejlø endte med en stor skatteregning.
Da kildeskatten nogle år senere blev indført i Danmark, var netop datamaskinerne et afgørende argument for, at det blev praktisk muligt at administrere og beregne hver enkelt danskers beskatning forud.

Første mand på skansen
Efter en kort periode på Bohr Instituttet i København blev Tage Vejlø den første oktober 1955 ansat som den første medarbejder på Dansk Institut for Matematikmaskiner - i daglig tale Regnecentralen. På den tid fandtes der ikke en eneste datamaskine i Danmark. Faktisk blev Tage Vejlø ansat som den allerførste medarbejder, 12 dage inden Regnecentralen officielt blev stiftet.
Sammen med ingeniør Bent Scharøe Petersen var han en af de ganske få i Danmark, der havde praktiske erfaringer med at bygge en computer.

- Vi var selvskrevne til det. Der var ikke andre. Vi var simpelthen de eneste, der havde forstand på det her, fortæller Tage Vejlø.
Han var henvist til selv at cykle ned på Kastellet og stå ret for at hente sin første løn hos forsvaret. Det var nemlig Forsvarsministeriet, der ud af amerikanernes Marshallhjælp investerede de 900.000 kroner, der skulle bruges til at bygge DASK for.

I en tidligere billardkælder i den patriciervilla på Bjerregaardsvej 5 i Valby, hvor Regnecentralen flyttede ind, indrettede Tage Vejlø et finmekanisk værksted, hvor »kravene og evnen til præcision var noget større end den, der tidligere var blevet ydet for at få kuglerne til at rulle hen over det grønne klæde,« som han selv udtrykker det.

Lageret blev bygget i køkkenet
I USA havde Regnecentralen købt cirka 65.000 små ferritringe, som Tage Vejlø tog med i kufferten til Stockholm, hvor de blev testet i et selvlavet program på svenskernes BESK-computer. Hjemme i Danmark blev de små jernkerner syet ind i et tredimensionelt netværk af kobbertråde.

- Det gjorde min kone, Solveig, min svigerinde Bodil og hendes datter hjemme ved køkkenbordet. 42 plader plus en reserveplade, hvor hver ferritkerne i pladerne blev forbundet med en x- og en y-tråd samt en læsetråd og en tråd til at nulstille magnetiseringen af kernerne, fortæller Tage Vejlø.
Et lille stolt smil sniger sig ud forbi cigaretten, da han fortæller, at ud af de 43.000 ferritringe, der havde bestået prøven i Stockholm, svigtede ikke en eneste. DASK's hukommelse fra køkkenbordet fungerede fejlfrit.

Tage Vejlø havde også været i Tyskland for at se på de tromlelagre, man kunne købe.
- Men det var fuldstændig åndssvagt at købe det i Tyskland. De var for store og for dyre. Vi havde jo ikke slet ikke den slags penge, så jeg lavede det i stedet fra bunden af, fortæller han.

Hjemmelavet er vellavet
Tage Vejlø investerede i en Nilfisk støvsuger og en malersprøjte, som han brugte til at sprøjte det fra Amerika fremskaffede magnetstof på tromlen.

- Jeg måtte forsøge mig frem mange gange for at få det jævnt. En morgen jeg kom, lå hele belægningen endda på gulvet. Men jeg fandt ud af, at det bedste til at slibe med var groft indpakningspapir.
Også læse/skrivehovederne til tromlelageret var håndlavede ud fra købte ferritpoler.

- De blev forsynet med små spoler, som vores koner havde siddet og rullet derhjemme. Og så havde jeg fundet noget aluminiumsfolie med en tykkelse på 0,05 millimeter, som jeg stak imellem for at give den præcise afstand på luftgabet, mens jeg limede delene fast med Araldit. Hovederne skulle være hundrede procent perfekte, før de blev sat ind i tromlen, så magnetbelægningen ikke blev ødelagt, forklarer Tage Vejlø.

Da han sammen med sine medarbejdere var gået i gang med tromlelageret, var resten af DASK allerede færdig og i drift. Og der var fra den første dag voldsom rift om Danmarks eneste og første computer. Hele dagen skulle den køre for at tjene penge ind, så Vejlø og hans folk var henvist til at teste tromlelageret om natten.

Sov sig til succes
- Vi trak divanen hen til højttalerne i kontrolbordet og satte testprogrammet i gang. Det gav en rytmisk og monoton lyd, mens den igen og igen læste og skrev på tromlelageret. Hvis der opstod en fejl, gik maskinen i stå af sig selv, mens den hylede og bippede, og jeg vågnede og justerede hovedet eller skiftede det ud og satte den i gang igen. Klokken syv stod jeg op og satte vand over til kaffe og hentede morgenbrød til den andre medarbejdere, der kom klokken otte. Sådan blev vi ved nat efter nat, fortæller Tage Vejlø.
Som de pionerer de var, arbejdede Vejlø og hans folk på skiftehold uden ekstrabetaling. Det var der ikke råd til. I bogen Niels Ivar Bech - en epoke i edb-udviklingen i Danmark, der udkom efter hans død som en hyldest til Regnecentralens legendariske direktør af samme navn, forklarer Tage Vejlø pionerånden på Regnecentralen på denne måde:
»Hvis DASK gjorde sig udtilbens, smøgede alle ærmerne op og arbejdede sig igennem, mange gange med håndprikning af data, og trin-for-trin kørsel af programmet, og vi nåede som oftest i sidste sekund at aflevere resultatet til den ventende kunde. Indsatsen blev ydet på tværs af alle fagskel, af såvel teknikere som programmører og matematikere samt direktør.«

Pionerer har ingen hemmeligheder
Selv om det var blevet forudsagt, at Danmarks behov for regnekraft ville være dækket med DASK, var maskinen endnu ikke bygget færdig, før Regnecentralen kastede sig over den næste model, Gier, der blev seriefremstillet i omkring 50 eksemplarer.

Nu var det slut med radiorør, Gier var baseret på de splinternye transistorer. Og ved hjælp af en bog fra 1872 om teknikken bag stentryk, lykkedes det Tage Vejlø at udvikle sin egen proces til at fremstille Regnecentralens egne printplader. Eksperimenterne foregik hjemme i lejligheden - på badeværelset.

Ligesom i de glade DASK-dage var de danske computerpionerer stadig genstand for en del opmærksomhed.

- Vi havde et rend af folk, der ville se, hvordan vi gjorde. Alle blev inviteret indenfor. Dengang var der et fænomenalt samarbejde på tværs af virksomheder. Vi var stolte af det, vi lavede, og vi ville gerne dele det med andre, fortæller Tage Vejlø.

Produktionschef på Præstø
Selv så mange år efter kan han ikke lægge skjul på glæden og stoltheden ved sit arbejde.
I løbet af kort tid blev Tage Vejlø chef for Regnecentralens produktionsafdeling, der efter få år voksede ud af de lejede lokaler i København, og Danmarks første computerfabrik flyttede i 1963 til en nedlagt skole på Præstø. I 1970 blev også skolen for lille, og Regnecentralen byggede en ny fabrik i udkanten af Præstø.
I 1988 blev Regnecentralen overtaget af britiske ICL. En epoke var slut.

Den ufaglærte computerbygger, Tage Vejlø, byggede computere for Regnecentralen i mere end 25 år.

Læs mere om Vejlø, Regnecentralen, DASK