Software

Hvad er SAP?

Mange har utvivlsomt hørt om SAP. Flere af jer har måske via et job, endog prøvet at registre data med SAP. Denne artikel vil prøve at kaste lidt lys over, hvad SAP er og hvordan, man kan komme til at arbejde med produkterne.

SAP er en gigantisk tysk softwarevirksomhed med hovedkvarter i Waldorf. Den producerer primært ERP-systemer og tilhørende løsninger. Produkterne har mange navne og flere af dem har endog skiftet navn over tid. Et af de mest kendte er SAP R/3, som dog nu kaldes SAP ERP. Som nævnt har SAP en stor portefølje af softwareløsninger og det vil komme for vidt at gennemgå dem alle her, så jeg vil her koncentrere mig om SAP ERP 6.0 og den fælles tekniske platform SAP Netweaver 04s.

43.400 kunder
Lidt fakta omkring SAP: I dag har de mere end 43.400 kunder over hele kloden. SAP er verdens største forretningssoftwarefirma og verdens tredjestørste uafhængige softwarefremstiller. SAP har omkring 42.800 ansatte i mere end 50 lande. SAPs produkter retter sig primært mod store og mellemstore virksomheder, såvel i det private som i det offentlige. Blot for at angive spændvidden af løsninger, findes de f.eks. til olieproducerende virksomheder, industrivirksomheder, butiksløsninger, løsninger til postvæsner, hospitalsløsninger og løsninger til forsvar (hær, søværn, flyvevåben) osv.

Danmark er meget tæt dækket af SAP, blandt de danske kunder er SAS, Danfoss, Foss, Lego, Toms, B&O, Forsvaret, ISS, Post Danmark, DONG, DSB, Grundfoss, Banestyrelsen, CPH, Jysk, Dansk Supermarked og SKAT. Dertil kommer en lang række andre såvel offentlige som private virksomheder. For at denne artikel ikke blot skal blive til en opremsning vil jeg henvise til www.sap.com, hvor du kan finde meget mere information.

ERP 6.0.
SAPs primære produkt ERP (tidligere benævnt R/3) findes i forskellige versioner : 4.6, 4.7, 5.0 og det nyeste 6.0. (Versioner før 4.6 er udgået). ERP 6.0 indeholder funktionalitet indenfor økonomi, logistik og HR (personalestyring), hvilket betragtes som kerne-funktionalitet i langt de fleste virksomheder. Blot for at nævne et par moduler inden for hvert hovedområde:

Økonomi: Finansregnskab, investeringsmanagement, projektstyring, ejendomsadministration

Logistik: Materialestyring, salg og distribution, produktion, vedligehold

HR: Personaleadministration, tidsstyring, løn, organisationsstyring, rejsestyring

Totalt er der mere end 30 hovedområder, som hver har et større eller mindre antal delområder. En række af disse er globale og en række af disse er nationale, altså tilpasset de enkelte landes love og regler. En SAP-applikationskonsulent dækker normalt et til to hovedområder, da hver af disse - udover teknisk viden - kræver stor indsigt i såvel SAPs standardforretningsprocesser og kundens varianter af disse. Brugerne har forskellige måder at tilgå systemet på. De to primære er SAP GUI en særlig tung klient som installeres lokalt og SAP-portalen som tilgås via en Internet Browser. Desuden er der et tæt samarbejde med Microsoft så data også kan bearbejdes i Excel, Word og Outlook.

grafik

Eksempel på et skærmbillede fra en SAP GUI, her er det fra personaleadministration.

grafik

Portalen eksempel fra medarbejder-selvbetjening

Teknisk platform
Først og fremmest er SAPs mål, at kunden kan vælge frit blandt hardware-, operativsystemer og databaseprodukter, blot disse er certificerede af SAP. SAP kan f.eks. køre på Windows 2003, UNIX, AIX og Linux. Ligeledes kan man vælge blandt f.eks. DB2, Oracle, Maxdb (en særlig variant af MySql), MS SQL og på hardware siden stort set alt fra IBM's mainframes til pc-agtige servere fra HP, Dell osv. Kundens valg styres ofte af, hvad man har før, SAP indføres, da en del af ekspertisen på disse områder jo allerede findes i virksomheden. Jeg møder oftest kombinationen IBM-hardware, AIX, Oracle eller Windows, Oracle på HP/Dell-udstyr. Men jeg har skam også mødt Linux/MaxDb og Windows /MS SQL rundt omkring, dog oftest i meget små virksomheder. Når kunden har valgt hardware/os og database, pålægges SAP Netweaver 04s, (NW04s) som i dag er SAPs tekniske platform. Denne tekniske platform indeholder to "stakke". En ABAP-stak (som er SAPs eget sprog), der primært benyttes i backenden og en J2EE-stak som er Javabaseret, der primært benyttes i portalen og andre internetrettede produkter.

grafik

Billedet viser de forskellige dele af NetWeaver.

Mere end 70.000 tabeller
Teknisk set er ABAP-stakken en lang række .exe og .dll filer, samt indhold i databasen. Det vil sige, at installationen består i et setup, hvor filerne placeres i foldere, registreres og diverse parametre sættes, derefter loades databasens tabeller med indhold som består af ABAP-programmer og tusindvis af tabeller med costumisering og masterdata. Blot for at angive størrelsen, består et ERP 6.0-system af mere end 70.000 tabeller og mere end 85.000 views. Antallet af tabeller varierer selvfølgelig med hvilken version af SAP, vi taler om. J2EE-delen loades efter samme principper, hvor nogle filer placeres direkte i filsystemet og andre i databasen. J2EE-delen har normalt kun ganske få data i sin egen database, da data som hovedregel læses/skrives i ABAP-basen.

Udfordringer
Når man køber systemet, har man primært fire udfordringer:

a) Systemet skal installeres og teknisk opsættes.

b) Kundens forretningsprocesser skal tilpasses SAPs best practice-processer.

c) Systemet skal tilpasses enten via costumisering eller kodning, selvfølgelig inkl. konvertering af data fra andre systemer og interfaces.

d) Systemet skal derefter driftes, optimeres og selvfølgelig på et passende tidspunkt opgraderes til næste version.

Et SAP-projekt køres normalt efter ASAP-metoden (Accelerated SAP). Det er en SAP-udviklet metode, som er velegnet til at køre SAP-projekter efter. Personligt har jeg aldrig brugt denne metode til andet end SAP, men som andre metoder har den elementer, der kan bruges uafhængigt af produkter. I en livscyklus for et SAP-system, som beskrevet i punkt a-d, er der behov for forskellige roller, jeg vil kort gennemgå disse og prøve at sætte kompetencer/uddannelser på:

a) Installation og opsætning. Dette kræver, at man er teknisk minded, har indsigt i / forstand på hardware, operativsystemer og databaser. I store virksomheder er dette ofte opdelt i forskellige afdelinger. Udover dette bør man have gennemgået en række SAP-basiskurser, gerne afsluttet med en SAP-certificering. Typiske profiler i Danmark er edb-assistenter, datamatikere samt ingeniører, dertil kommer selvfølgelig en lang række autodidakte. Udover denne opgave er det oftest samme gruppe, der udfører (d) altså den daglige drift, optimering, fejlretning mv.

b) Forretningsprocesser. Dette kræver normalt, at man har forstand på det funktionelle område, der skal på SAP, samt stort kendskab til det eller de moduler i SAP, der skal benyttes. I mange tilfælde er konsulenterne akademisk uddannet, f.eks. cand. Merc., cand. polit. og selvfølgelig en lang række af ingeniøruddannelser (produktionsingeniør, salgsingeniør osv.), også revisorer samt personer med lang erhvervserfaring (f.eks. lønbogholdere, sælgere), ofte kombineret med SAP-certificeringer og projektledelseserfaring/-certificering.

c) Tilpasning af systemet. Tilpasningen udføres ofte af samme gruppe som under (b) nævnt, ofte suppleret af egentlige applikationskonsulenter. Applikationskonsulenterne er igen ofte akademikere med speciale inden for området, eller folk med lang erhvervserfaring. Applikationskonsulenterne har normalt en relevant SAP-certificering og har gennemgået en række SAP-kurser, i mange tilfælde har disse været på "SAP-Akademi" en uddannelse over fem til seks uger i dette område.

Programmørerne: Som nævnt er der to sprog i SAP: ABAP og JAVA.ABAP-programmører er i sagens natur SAP-uddannede, og kun i meget få tilfælde selvlærte. ABAP sproget er et højniveausprog med ligheder fra COBOL, dette kan relativt let læres af en person med programmøruddannelse. Det skal bemærkes, at der også er ABAP Objects som er en objektorienteret udgave af ABAP.

Det svære er IKKE at lære syntaksen, men at finde rundt i SAPs mange tabeller og funktionsmoduler samt at forstå præcis, hvordan og hvorledes der skal gribes ind i standardsystemet, så programmet fungerer korrekt, både nu og efter opdateringer af SAP. ABAP-rogrammører er ofte edb-assistenter, datamatikere, ingeniører, dataloger og selvlærte.

JAVA-programmørerne er i dag en begrænset skare, da mange kunder vælger at lave mest muligt i ABAP. Men da JAVA er et forholdsvis nyt sprog, ser jeg ofte datamatiker og ingeniører (samt enkelte dataloger) inden for dette område.

d) Som nævnt under (a) samt en række applikationskonsulenter og programmører der driver support, fejlretning; nævnt under (c)

Udover disse hovedområder er der selvfølgelig behov for flere roller i SAP-projekterne, i flæng kan nævnes projektledere, projektassistenter, arkitekter, testere, undervisere, folk til dokumentation mm. Når jeg ikke beskriver disse nærmere, skyldes det, at disse kompetencer er mere generiske og i mange tilfælde kan udføres af folk uden det detaljerede SAP-kendskab. Ofte ser man dog, at disse folk har SAP-erfaring fra tidligere projekter.

Hvordan kommer jeg til at arbejde med SAP?
Først og fremmest: Få en akademisk uddannelse! Antallet af autodidakte eller folk uden videregående uddannelser er forholdsvist lavt og er i mange tilfælde personer, der er +45.

Når du er færdig med din uddannelse, kan du gå målbevidst efter SAP, det kan gøres ved at søge SAP-trainiee-stillinger, der jævnligt opslås af såvel store som små virksomheder. Hvis du ønsker at gå konsulentvejen, skal du selvfølgelig gå efter konsulentvirksomhederne. Normalt er disse traineeforløb baseret på et SAP-Akademi (fem-seks uger) inden for et område, sideløbende med, at man deltager i projekter eller support. En anden vej er at søge ind i en af de virksomheder, der allerede har SAP og så søge internt over i de respektive afdelinger. Listen over virksomheder med SAP er jo på lidt over 43.000, så mon ikke det er en farbar vej.

Hvad hvis jeg vil vide mere allerede nu?
www.sap.com er et godt sted at starte. Er du mere teknisk interesseret, er sdn.sap.com et perfekt sted, her kan i øvrigt downloades prøveversioner af SAP. Vil du vide mere om de enkelte funktionaliteter er help.sap.com stedet, ellers er det bare at google.

Om forfatteren:
Henrik Kroos arbejder som SAP-seniorkonsulent i 2BM A/S et mindre konsulenthus i København. Henrik har arbejdet med SAP siden 1995, og arbejder i dag primært med SAP-teknologi, uddannelse af SAP-konsulenter og SAP HR-modulet, for såvel store som små kunder i ind- og udlandet.

PROSA-mæssigt er Henrik medlem af hovedbestyrelsen for PROSA/ØST, Henrik har tidligere været formand og næstformand for PROSA.