Alt for mange it-lærlinge arbejder under forkerte løn- og arbejdsforhold. Derfor kommer her en gennemgang af reglerne:
Hvilken overenskomst gælder
Det SKAL fremgå af din uddannelsesaftale, hvilken overenskomst der gælder for dit uddannelsesforhold. Der er ikke frit valg på alle hylder. For it-lærlinge på det private område gælder Industriens overenskomst.
For lærlinge i staten gælder ”Organisationsaftale for håndværkere i Staten”. For lærlinge i kommuner gælder ”Overenskomst for håndværkere og IT-supportere m.fl.”. It-lærlinge i de danske regioner er omfattet af ”Overenskomst for håndværkere”
Det er værd at bemærke, at den pågældende overenskomst også gælder, selv om din arbejdsplads ikke er omfattet af en overenskomst. Du kan således have en række goder, som svende i virksomheden ikke har – eksempelvis pension.
Løn – hvad er dét ?
Det fremgår af Erhvervsuddannelseslovens § 55, at lønnen ”mindst skal udgøre den løn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet”. Din løn fastsættes med andre ord via de overenskomster, der blev tidligere.
At du skal have din grundløn er der trods alt sjældent uenighed om. Derimod mangler der ofte hos både arbejdsgiver og lærling en viden om, hvad ”løn” egentlig omfatter. Gennem en række retsafgørelser er det nu slået fast, at ”Løn” ud over grundlønnen også er:
- Pension: Industriens overenskomst indeholder en pension på 12 procent. Arbejdsgiveren indbetaler 8 procent, mens lærlingen bidrager med 4 procent. Du er omfattet af overenskomstens pensionsordning efter 2 måneders anciennitet – hvis du er fyldt 20 år, når dit uddannelsesforhold starter eller du i forvejen er omfattet af pensionsordningen i Industriens overenskomst.
- Fritvalgskonto: Industriens overenskomst indeholder en såkaldt Fritvalgs Lønkonto, hvor arbejdsgiveren indsætter et beløb svarende til 2,0 procent af din løn. Beløbet kan du vælge at få udbetalt til din ferie eller indbetalt på pension. Læs mere om Fritvalgs Lønkonto i PROSAs Lærlinge-ABC. Her kan du også læse om de særlige regler, der gælder for voksenlærlinge.
- Feriefridage: Industriens overenskomst indeholder ret til 5 feriefridage, når man har 9 måneders anciennitet i virksomheden. Disse fridage har du også ret til.
- Særlige fridage: Industriens overenskomst sikrer dig fri med løn 1. maj, 5. juni og 24. december. Bemærk: Hvis du er på skoleophold, og skolen eksempelvis har undervisning 1. maj, så skal du deltage i undervisningen.For lærlinge i kommuner og regioner gælder, at 1. maj, 5. juni, 24. december og 31. december er halve fridage med løn. På statens område kan der gælde forskellige regler og lokalaftaler.
- Overarbejde/skiftehold: Dit overarbejde og eventuel deltagelse på skiftehold aflønnes efter de tillæg, der er fastsat i den gældende overenskomst. Du skal være over 18 år for at kunne deltage på skiftehold.
Ovenstående er alt sammen noget, der hører ind under ”lønbegrebet” og noget, som du har ret til og krav på under uddannelse med uddannelsesaftale. PROSA kan hjælpe dig med at få tilgodehavende udbetalt – også med tilbagevirkende kraft.
Lønsatser og lønstigning
Vi oplever også en del forvirring omkring oprykning til næste løntrin. Lærlingelønninger er opdelt i løntrin/satser, og der er særlige regler for oprykning fra én sats til den næste. Reglerne er således skruet sammen, at man rykker fra sats 1 (startløn) til sats 2 efter opnået bevis for bestået grundforløb og et halvt års virksomhedspraktik inden for den pågældende uddannelse. Herefter rykker man et løntrin op én gang om året.
Men satserne i Industriens overenskomst stiger også én gang om året (1. marts), så reelt vil din løn som oftest stige 2 gange i løbet af et år. PROSA hjælper gerne med at fastsætte de tidspunkter, hvor du skal stige i løn. Bemærk også, at den overenskomstmæssige løn er en mindsteløn. Der er ikke noget i vejen for, at du forhandler dig frem til en højere løn.
Læs i øvrigt meget mere om dine løn- og ansættelsesforhold i vores Lærlinge-ABC.
Kontakt PROSA, hvis du mener, der er mangler i dit ansættelsesforhold eller blot vil have en snak om dine rettigheder og pligter under uddannelsen.