Da jeg var teenager, mente jeg, at det at ville forstå, hvordan teknologi virkede, var et slags oprør og en måde at gå imod normerne. Ingen, jeg kendte, havde god teknologiforståelse, så det virkede eksotisk og som en skjult skat, som kun få mennesker gad eller turde grave op. Det handlede om, at jeg ikke ville finde mig i, at den her skat blev holdt skjult for mig.
Jeg begyndte svagt at undersøge tech, da jeg var teenager – for eksempel gennem Codecademy og at læse wiki-sider om forskellige teknologier, men det hele var små isolerede brikker, der ikke gav mening i en større sammenhæng.
Jeg har et studiejob hos LEGO Group i deres infrastrukturteam. Jeg bygger på en funktionalitet, der handler om at tjekke, om nogle bestemte IP'er er det, de skal være.
Teknologi virkede som en skjult skat, som kun få mennesker turde grave op.
Jeg har været medlem af PROSA i 2,5 år. Jeg meldte mig ind i starten af datamatikeruddannelsen, fordi det er den eneste fagforening, der kun er for it-folk. Jeg synes, det giver mere mening at være hos en, der er så målrettet mod ens erhverv som muligt.
Jeg har brugt PROSAs kurser meget. Jeg har mest brugt webinarene, men nu er jeg begyndt kun at gå til de fysiske foredrag, da det er meget federe at møde folk og være med fysisk.
I min fritid læser jeg rigtig mange bøger. De er i alle mulige genrer og emner (men ofte relateret til feminisme), og det inkluderer også bøger om it. Jeg har lige læst "In the Beginning... Was the Command Line" af Neal Stephenson, som handler om hans holdninger til forskellige operativsystemer. Den er fra 90'erne, så den giver et historisk blik på it. Det samme gælder "The Cathedral and the Bazaar" af Eric S. Raymond, der handler om udvikling af open source-projekter.
Hvis du også vil være medlem af it-fagforeningen PROSA, kan du læse mere her.