PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

A-kassen, Arbejdsmarkedet, Arbejdsløshed, Fagforeningernes rolle

Opholdskravet skal droppes helt

I dag er regeringens ændrede forslag om at betinge dagpengeretten af et opholdskrav med tilbagevirkende kraft i 2. behandling i Folketinget, og PROSAs formandskab er på barrikaderne igen. ”Opholdskravet skal droppes helt. Vi har både danske og udenlandske medlemmer, der helt uretfærdigt kan komme i klemme, hvis det vedtages”, siger Niels Bertelsen, formand for PROSA.

Det er en grå og regnvåd formiddag foran Christiansborg, hvor både PROSAs formand og næstformand er mødt op for at protestere mod regeringen og Dansk Folkepartis forslag om at betinge dagpengeretten af et opholdskrav.

- Jeg står her i dag for at markere, at det her er en forringelse af dagpengesystemet, der endnu en gang er under pres. Opholdskravet skal droppes helt. It-branchen er en international branche, og vi har både danske og udenlandske medlemmer, der helt uretfærdigt kan komme i klemme, hvis forslaget om opholdskravet vedtages, siger Niels Bertelsen, formand i PROSA – forbundet af It-professionelle.

Forslaget indebærer, at man fra den 1. januar skal have opholdt sig i Danmark eller et andet EU-land eller Norge, Island og Schweiz i syv ud af de seneste 12 år for at have ret til dagpenge. Loven kommer til at gælde med tilbagevirkende kraft, og man får ikke de penge tilbage, man har indbetalt til dagpengesystemet.

- Hvis det her forslag bliver vedtaget, kan man have betalt til sin a-kasse i flere år og alligevel pludselig have mistet retten til dagpenge. Det er absurd, siger Hanne Lykke Jespersen, næstformand i PROSA.

Danske A-kasser står bag aktionen foran Christiansborg, som blev sat i gang 7. december. Både Niels Bertelsen og Hanne Lykke Jespersen har flere gange protesteret foran det blå banner, der har samlet en lang række forbund i at støtte op om budskabet: Drop opholdskravet! Det har ikke været uden resultat. Oprindeligt foreslog regeringen, at man skulle have opholdt sig i Danmark i syv ud af otte år, men regeringen og Dansk Folkeparti har nu blødt kravet op til syv ud af 12 år. Onsdag den 5. december meddelte socialdemokratiet, at de vil stemme nej til forslaget, som dog står til at blive vedtaget i Folketinget.