PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Arrangementer

Penge i stedet for frihed

Ferieloven er ændret, så den 5. uge nu kan udbetales - i stedet for at blive afholdt.
Hvis man er dækket af en overenskomst, kan ferien dog fortsat kun udbetales eller overføres, hvis man aftaler mellem overenskomstens parter, at det er en mulighed.
Der kan dog ikke udbetales, hvis man har været arbejdsløs eller på forældreorlov i ferieåret.
Alt i alt vil det sige, at den danske lovs bestemmelse om 5 ugers ferie næsten er ændret til EU's bestemmelse om 4 ugers ferie, med mindre man med en overenskomst kan holde fast i den 5. ferieuge. Den 5. uge kan så erlægges i penge eller frihed. Arbejdsgiveren kan dog fortsat bestemme, at du SKAL holde alle 5 uger. Du kan også kræve at få din ferie. Men mange medlemmer er i forvejen pressede og har svært ved at få planlagt sin ferie. Dog har det været anerkendt fra de fleste arbejdsgivere, at ferien skal holdes, ellers mister man sine rettigheder. Med de nye regler frygter vi, at mange medlemmer vil blive presset hårdt fra arbejdsgiveren til at tage pengene i stedet for friheden.
Herudover kan man hæve flere feriepenge (ud over en uge), hvis ansættelsesforholdet er ophørt, og man ikke har fået afholdt ferien. Stadig gælder det dog ikke, hvis man har fået arbejdsløshedsdagpenge eller har afholdt forældreorlov i perioden.

Udbetaling i stedet
for afholdelse

Disse ændringer træder i fuldt omfang i kraft straks, således at man efter den 1. maj kan få udbetalt den 5. ferieuge, hvis man ikke har afholdt den.
Herudover er det blevet lettere - i nogle tilfælde endog automatisk - at få udbetalt feriepenge, hvis beløbet højst er 1.500 kr. efter fradrag af skat m.v., hvis beløbet hidrører fra den 5. ferieuge.
Hvis beløbet er mindre end 3.000 kr. efter skat m.v., kan pengene også udbetales uden arbejdsgiverens underskrift, når blot man har afholdt ferien. I denne situation skal man dog ansøge om pengene.
Herudover er fristen for at rejse krav om feriepenge over for arbejdsgiveren forlænget fra den 15. maj til den 30. september, og tilsvarende er fristen for at forfølge kravet yderligere rykket fra den 10. juli til den 30. november.
Endelig er der sket en ændring, således at forældelsesfristen for at hæve feriepenge, som er afregnet til feriekonto, og hvor der er afholdt ferie, ændres fra 5 år til 3 år.