PROSA: Uddannelsesloft skyld i nedgang i optaget på it-uddannelser
Antallet af studerende, som er optaget på en it-uddannelse, er faldet med en procent i forhold til sidste år.
Det sker til trods for en større søgning.
Årsagen skal findes i, at der er for få pladser i de store byer på grund af et politisk besluttet uddannelsesloft og for få ansøgere uden for de store byer.
Det vil sige, at uddannelserne i København har måttet afvise at optage ansøgere til it-uddannelserne.
I alt er 6.881 kommet ind på en it-uddannelse.
I de it-professionelles fagforening, PROSA, ærgrer man sig voldsomt over, at mange ikke har fået adgang til it-uddannelsen, de drømmer om.
- Vi står mildt sagt med et kolossalt behov for uddannede it-folk og det vil kun vokse fremover. It er et område som knopskyder i alle retninger, og med en meget bred vifte af karrieremuligheder. I øjeblikket er det særligt cybersikkerhed og AI der trænger sig på, men i det hele taget er der et stigende behov for, at it-uddannede specialiserer sig efterfølgende, men det kræver, at der er it-uddannede nok. Og sådan er det med mange kritiske it-funktioner. Når interessen fra de unge samtidig er stigende, virker det helt absurd at stå med nedgang i antallet af studerende. Det giver simpelthen ikke mening fastslår, Niels Bertelsen, formand.
Dårlig planlægning
Han kalder det dårlig planlægning og rigide regler:
- Vi står med et reelt problem, nemlig mangel på uddannede inden for it og tech. I PROSA arbejder vi målrettet på, sammen med de forskellige uddannelsesinstitutioner, at gøre uddannelserne inden for it, så relevante og attraktive, som muligt. Det er derfor brandærgerligt at se, at interessen er der, men at den støder ind i en flaskehals af regler og besparelser i forhold til optag, siger Niels Bertelsen.
Formanden håber, at de negative erfaringer fra dette optag vil blive brugt til at ændre reglerne, så de tilgodeser ansøgere fremover.