Siger du selv op, får du karantæne
Det sker, at medlemmer siger deres job op, fordi de oplever et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Men det betyder, at de får karantæne fra a-kassen, fordi de så selv er skyld i at stå uden job. Kontakt derfor PROSAs juridiske rådgivere, hvis et dårligt arbejdsklima har fået dig til at overveje at sige op. De kan hjælpe dig med at undgå karantæne. Det kan de ikke, hvis du først har sagt op.
Selvforskyldt ledighed
Når du er blevet ledig og søger om dagpenge, foretages der altid en vurdering af om din ledighed er selvforskyldt. Er den det, får du karantæne (3 uger uden ret til dagpenge). Hvis du får karantæne to gange inden for 12 måneder, kan du ikke få udbetalt dagpenge, før du i en sammenhængende periode på 3 måneder har fået indberettet 300 timers ustøttet arbejde i Indkomstregistret (månedslønnede).
Dårligt psykisk arbejdsmiljø som årsag til opsigelse
Psykisk dårligt arbejdsmiljø kan være en af årsagerne til, at du selv har valgt at sige op. Forud for din opsigelse ligger ofte en længere periode med stress og sygemelding. Arbejdsmiljøet og arbejdsbyrden har længe været helt urimelig, og du har gentagne gange prøvet at tale med chefen om det, der presser dig. Men lige meget hjælper det, og stemningen bliver kun dårligere og dårligere. Til sidst ser du ingen anden udvej end at sige op, hvis ikke arbejdspresset og det usunde miljø skal gøre kronisk skade på dit helbred.
Få hjælp hos PROSA
PROSA vil i den situation meget gerne forsøge en forhandling med din arbejdsgiver, uanset om forhandlingen skal handle om bedre arbejdsmiljø for den fremtidige ansættelse, eller om målet skal være en aftale om fratræden. Vi har ofte succes med at forhandle en fratrædelsesaftale for medlemmer, der ikke blot sikrer en fin afslutning på ansættelsen, men som også gør, at de undgår karantæne fra a-kassen. Tag derfor en snak med PROSA og Min A-kasse, før du selv afslutter din ansættelse. Læs mere om kravene til at få dagpenge herLæs mere om reglerne omkring opsigelse herLæs mere om psykisk arbejdsmiljø her