PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Arbejdsmarkedet, Psykisk arbejdsmiljø

Stop stigningen i pensionsalderen

Over 60 faglige ledere, der sammen repræsenterer mere end 300.000 medlemmer, er gået sammen om et politisk krav: Opsig velfærdsforliget før folketingsvalget den 5. juni.

Sammen med en lang række fagforeningsledere bakker PROSA op om fire krav, der kan realiseres ved at opsige velfærdsforliget fra 2006. Kravene er:

  • Stigningen i pensionsalderen skal stoppes.
  • Der skal indføres klare rettigheder til tidligere og gradvis tilbagetrækning på dagpengesats. Rettighederne skal bygge på objektive kriterier, som stiller alle lige.
  • Det skal være nemmere at få førtidspension, og myndighederne skal ikke kunne omstøde lægelige udsagn om arbejdsevne. 
  • Incitamentet til et langt og engageret bidrag på arbejdsmarkedet skal skabes gennem sikring af gode løn- og arbejdsforhold og et bæredygtigt arbejdsmiljø, som betyder, at ingen bliver syge af at gå på arbejde.

Velfærdsforliget blev indgået mellem den daværende VK-regering, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale og betyder, at pensionsalderen skal stige i takt med, at den gennemsnitlige levealder bliver højere.

- Alle skal have ret til en værdig alderdom, lige meget hvilken faggruppe, man tilhører. Hvis man er nedslidt, så er man nedslidt, siger Niels Bertelsen, formand for PROSA.

Kravene kører som annoncer i nationale dagblade i ugen op til Folketingsvalget den 5. juni 2019.

Her kan du se hele annoncen inklusiv hvilke faglige ledere, der har tilsluttet sig.