PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Internet

Tech-professoren og kampen for nettets sjæl

Ruben Verborgh er professor i semantisk web og teknisk rådgiver i Tim Berners-Lees store Inrupt-projekt, der vil redde internettets sjæl. Idéen er at skabe et sted, hvor du som bruger har kontrol med alle dine personlige data uden om techgiganterne. ”Det er en langsom revolution”, siger Ruben Verborgh.

Ruben Verborgh tænker tilbage til teenageårene i starten af nullerne.

– Det var så cool. Så fascinerende. Der var så meget viden derude. Hele aftener, der bare blev brugt på getting lost on the web, siger den unge professor.

Det er nettet – det tidlige net – han taler om. Og der er længsel i hans stemme. For sådan er det ikke mere. Nu er nettet lukket til.

– Det, vi ser i dag, er abnormt. Det er ikke meningen, at det skal være sådan. Meningen er, at alt skal være linket sammen. Men i dag har vi en monopolsituation skabt med datahøst. Det er en skidt ting. Et kæmpe spild af potentiale, siger han.

Jeg møder Ruben Verborgh i en pause under konferencen ’Data Sharing Days’ i Haag. Han er 32 år, og han har netop givet sin keynote præsentation til en blandet skare af forretningsfolk og dataansvarlige fra europæiske virksomheder og offentlige myndigheder.

De sidste to uger har han været i Wien, Athen og nu Haag. I overmorgen står han i Rom.

– Jeg har brug for noget rigtig mad. Ikke mere junk, siger han, før han bestiller løgsuppe og gratineret pasta fra konferencehotellets køkken.

Verborgh har viltert hår, skægstubbe, øreringe og en orange t-shirt med et V-tegn hængende løst og krøllet over en ikke fuldstændigt toptunet overkrop.

Han ligner en krydsning mellem din kollega, front­end-koderen og en nutty professor. Det er også, hvad han er. Hans afdeling, IDLab på Ghent Universitet i Belgien, tæller 15-20 medarbejdere, som koder og forsker i det semantiske web, open og linked data. Og så er han Technology Advisor i Inrupt, som er Tim Berners-Lees start up, der vil vise vejen for, hvordan data reguleres i den moderne verden.

Inrupt bliver til

Det er fire år siden, Verborgh første gang mødte Tim Berners-Lee. Manden, der i 1989 udviklede http-protokollen, html-sproget og URL- og URI-koncepterne, kodede verdens første hjemmeside og skabte World Wide Web. Og som stadig står i spidsen for W3C – det konsortium, der styrer webbens løbende udvikling.

Du må være skør, hvis du vil gemme folks data i fremtiden

Ruben Verborgh lavede dengang sin ph.d. på Stanford University i Palo Alto i Californien, og han og Berners-Lee færdedes i de samme miljøer.

– Tim er både high level og visionær. Men han er også sådan en, der selv koder i JavaScript. Jeg skrev biblioteker, som han brugte, og vice versa, fortæller han.

De to begyndte at tale sammen, og Verborgh brugte sommeren 2017 hos Berners-Lee på det legendariske Massachusetts Institute of Technology (MIT), hvor blandt andet Spacewar – verdens første computerspil – GPS, regnearket og faxen blev opfundet.

Verborgh og Berners-Lee klikkede særligt på et punkt: At nettet, som vi kender det i dag, er i ubalance. Og da Tim Berners-Lee fortalte om sine planer om at starte Inrupt, var Ruben Verborgh ikke i tvivl. Et år senere gik Inrupt officielt i luften.

– Vi har allerede løst mange af de teknologiske problemer. Nu skal det bare bringes ud i verden. Vi bliver nødt til at tage opgaven på os og vise, at det kan lade sig gøre, siger han.

Spild af potentiale

Det er webbens ubalance, der optager Ruben Verborgh i hans daglige arbejde. I stedet for det åbne web har vi fået et web, hvor oplysninger hegnes inde hos hver af de store techvirksomheder. Eksempelvis taler din venneliste på Instagram dårligt sammen med din venneliste på LinkedIn. Dine Facebook-events og din Outlook-kalender skal tvinges sammen for at synkronisere, og dine YouTube-kanaler og Netflix-profil lever helt adskilte liv.

Med andre ord er det opdelte net noget bøvl for dig som bruger. Men lukketheden gør techgiganterne i stand til at ophobe data om dig, som de tjener penge på – samtidig med, at de bruger deres dataforspring til at holde konkurrenterne ude.

For uden store mængder af data er det svært for nye start ups at få signifikante resultater ud af de maskinlærings-algoritmer, der driver værket. Og svært at levere den fede funktionalitet, der skal til for at slå rigtigt igennem.

Og det er ikke kun konkurrenterne, som lukketheden holder nede. Også tech­giganternes egen innovation skæv­vrides. For dem handler det ikke om at skabe højst mulig brugertilfredshed, men om at få så mange penge som muligt ud af dataforretningen ved at maksimere antallet af datapunkter og reklameeksponeringer.

– Se på Facebooks nyhedsfeed. Det har ikke udviklet sig i ti år. Måske er det blevet bedre for Facebook selv, men for brugerne er der ingen fremskridt sket. Der er ingen, der kan lide Facebook-app’en. Det er crap, siger Ruben Verborgh.

Befri data

Det er her, Inrupt og deres Personal Online Data Storage – eller bare PODS – kommer ind. Idéen er at skabe et sted, hvor du som bruger kan opbevare alle dine personlige data. Og hvor det er dig, der har kontrollen over, hvem der kan tilgå og bruge dine data – ikke den tjeneste, som data er skabt af eller gennem.

I Inrupts verden vil dine LinkedIn-data for eksempel ikke ligge hos LinkedIn selv – de ligger i din egen POD. Med Inrupt skal LinkedIn derfor spørge om lov, før de kan sammensætte dit feed med opdateringer fra dine egne forbindelser – og ikke bare med tilfældige opslag.

Og det er ikke kun LinkedIn, der kan få adgang. Du kan frit vælge, hvem du vil åbne data-døren for. Det er gode nyheder for alle med en idé til en ny app, fordi de slipper for at skulle spekulere på, hvor data skal komme fra – hvis ellers de kan få tilladelse fra brugeren.

– Her kommer data upfront, så det behøver man slet ikke bekymre sig om, forklarer Verborgh.

På den måde stikker Inrupt potentielt en pind i data-monopolernes hjul. Nye LinkedIn’er, Facebook’er og YouTube’er får en meget bedre chance for at vokse frem og slå igennem.

Nyt blomstrer op

Men den åbne og decentraliserede idé bag Inrupt åbner for endnu mere innovation. Faktisk vil udviklingen måske helt opløse de store apps og services, som vi kender i dag. Til glæde for både almindelige brugere, der vil få fede oplevelser og ny funktionalitet, og for hele økonomien.

– Denne nye måde at tænke på vil føre til opblomstringen af et mellemlag af forretninger og services, der laver nye ting, forudser Verborgh.

Eksempelvis kan venneliste­funktionaliteten måske blive til en selvstændig applikation, som så kan bruges som underleverandør til andre apps, forklarer Verborgh.

– Eller consent management, som jo bare er en service, som hjælper mig med at holde styr på mine data. Ligesom bank-apps hjælper mig med at investere mine penge. Der vil være services for forskning, som siger: Hør, vi leder efter mennesker, der vil dele deres data til researchformål. Der vil være caching-services og mange andre ting i midten af netværket. Kæmpe forretninger, der ikke findes i dag, siger den unge professor entusiastisk.

Solid bund

Når Ruben Verborgh er så optimistisk, hvad angår datadelings-mulighederne i Inrupts setup, skyldes det, at Inrupts PODS ikke bare er data vaults, der indeholder tilfældige data. De indeholder data, der – selvom de kan være af alle mulige forskellige slags – er struktureret efter fælles grundlæggende principper. Og som kan tilgås gennem standardiserede API’er.

Foto: Nathalie Samain

Centraliseringen af vores personlige data og krænkel­s­erne af vores privat­liv har toppet

Faktisk er Inrupt bare firmanavnet. Og PODS hedder i virkeligheden Solid PODS. For det er Solid-servere, Solid-standarder og Solid-funktionalitet, det hele er bygget op om. Og det er Solid-idéen, der virkeligt tænder julelysene i Verborghs øjne. Det er den, der kan rette nettet op.

Solid er en forkortelse for Social Linked Data og dækker over et særligt sæt konventioner og standarder, der bygger direkte ovenpå og udvider webbens techstack: HTTP, REST og HTML.

På den måde gør Solid webben til et kollaborativt read-write space med WebID som de centrale identitets-specifikationer, der gør brugere til deres egne ressourcer – sider – på nettet.

WebID-TLS og OIDC bruges i dag som de primære autentifikations-mekanismer, så man kan fastslå, om en bruger også er, hvem han eller hun giver sig ud for at være, mens selve sammenkoblingen af data, maskiner og brugere sker gennem Linked Data, hvor alle ressourcer udstyres med hver deres HTTP URI (URL) og linkes sammen gennem en fælles tripple-semantik, der udtrykker relationen mellem de enkelte ressourcer. Som i “dette er et profilbillede”, “dette er en besked” eller “dette er en person”.

Langsom revolution

I virkelighedens verden er det langt fra altid klart, hvad der er hvad, når relationerne på nettet skal udtrykkes, så man kan hitte rede i dem. Som på så mange andre områder ligger djævlen også her i detaljen.

På SoMe-området eksempelvis er Inrupt derfor i gang med – sammen med Google, Microsoft, Twitter og flere andre – at opbygge ensartede datamodeller. Med dem vil profilbillederne på sociale medier kunne markeres, så man kan se, at de alle bare er specialtilfælde af hovedkategorien “profilbilleder” og derfor kan behandles på samme måde.

Samme standardiseringsarbejde er Inrupt i gang med på blandt andet sundhedsområdet.

Det er simpelt, men hårdt dataarbejde og en af grundene til, at Inrupt ikke eksploderer af sig selv hen over natten. ­Eller som Verborgh udtrykker det:

– Det er en langsom revolution.

Desværre for Verborgh og Inrupt er de manglende standarder kun et af de mange problemer, der skal tackles, før det frie og åbne Solid-net bliver til virkelighed. Et andet er spørgsmålet om, hvordan man skal få de store teknologivirksomheder rigtigt med om bord.

Her kan GDPR, der allerede i dag giver alle brugere krav på at kunne få udleveret deres data, måske give en hjælpende hånd med. Og måske vil Facebook, Google og de andre ligefrem indse, at et åbent net også er i deres interesse. Det er i hvert fald Verborghs håb.

Det bliver ikke værre

Om det tager to eller fem år, før Solid for alvor vinder indpas, ser derfor ikke ud til at bekymre den belgiske professor. Verborgh taler, som om han er sikker på, at det vil ske.

– Centraliseringen af vores personlige data og krænkelserne af vores privatliv har toppet. Det bliver ikke værre, siger han om Facebook og de andre og uddyber:

– Lige nu presser de citronen. Men de skal være meget dumme, hvis persondata er deres langsigtede strategi. De må forberede noget andet. Det er det eneste logiske at gøre.

Ifølge Ruben Verborgh er der flere argumenter for, hvorfor datahøsten snart må på retur. Det ene er, at de store ikke sidder så sikkert i sadlen, som man kunne tro.

Nummer 1 bliver altid udfordret datamæssigt af nummer 2, 3 og 4. Derfor er det usikkert at bygge hele sin forretning på data.

Et andet argument er, at persondata-byttehandelen med brugerne er ustabil. Den følelsesmæssige værdi af dine billeder, minder og begivenheder vil altid være mere værd for dig, end det beløb de vil kunne indbringe på en kold reklamebørs.

Og når man så lægger udsigten til et decentraliseret web oveni, hvor persondatamarkederne vil kollapse, så snart data kan hentes i folks egne pods, bliver det helt galt.

I stedet for at bygge deres forretning på persondata, tror Verborgh derfor på, at techgiganterne vil kaste sig over andre forretningsområder som for eksempel finanstjenester, bankvirksomhed eller identitetsleverandører, ligesom de har opkøbt masser af virksomheder inden for AI, Analytics og Virtual Reality.

– Data, og det at gemme data, er dyrt og farligt. Det er en forretningsrisiko. Du må være skør, hvis du vil gemme folks data i fremtiden, siger Ruben Verborgh.

 

1989Tim Berners-Lee opfinder World Wide Web. Ruben Verborgh er et år gammel.2009De første Social Linked Data (Solid) specifikationer publiceres.2016Ruben Verborgh møder Tim Berners-Lee og indleder samarbejde om Solid.

3 råd fra Ruben Verborgh til at afprøve Solid

TJEK VÆRKTØJERNE

Byg din første app og tjek biblioteker på solidproject.org – både de Solid-specifikke og dem, der handler om RDF-manipulation og querying.

FIND ET PROBLEM

Find et område, hvor data betyder noget for forretningen – for eksempel redundant storage, der medfører omkostninger til at holde data ajour.

FÅ STYR PÅ DATA

Byg dine data­modeller, så de passer med måden, de skal bruges på i din erhvervs­mæssige niche.

Ruben Verborgh

CV Ruben Verborgh

ALDER: 32 ÅR

UDDANNELSE:

Ph.d. i datalogi ved Ghent University. Afhandling om “Serendipitous Web Applications Through Semantic Hypermedia”, 2014. Master i datalogi, Ghent University, 2011

KARRIERE:

2018    Teknisk rådgiver, Inrupt

2018    Forskningslektor, MIT

2017    Professor i semantisk web og seniorforsker, Ghent University

2017    Gæsteforsker, MIT

2016    Gæsteforsker, Stanford University