PROSA holder lukket i dagene mellem jul og nytår
Har du spørgsmål til juridisk medlemsservice, kan du sende en mail til faglig@sikker.prosa.dk
Vi besvarer indkomne mails den 27. og den 30. december, ml. kl. 9-15.
Har du spørgsmål af hastende karakter, kan du kontakte os telefonisk på 33 364141 (+ tryk 1) i samme tidsrum.

Tillykke til ny digitaliseringsminister Mia Wagner – et spændende valg

PROSA ønsker Mia Wagner tillykke med udnævnelsen som digitaliserings- og ligestillingsminister. "Det er et spændende valg – Wagner er en person, som har stort kendskab til iværksætteri, og det, tror jeg, kommer it-virksomhederne til gavn, fordi mange netop begynder som startups," siger formand Niels Bertelsen.

Foto: Jóna Astrid Lambastein/Freeway

- Vi glæder os meget til at se udviklingen af digitaliseringsministeriet med Mia Wagner i spidsen, siger Niels Bertelsen.

I samme forbindelse påpeger formanden, at det er vigtigt, at der kommer ekstra fokus på it og digitalisering, samt at it-eksperter, som arbejder med systemer og udvikling af AI, får en endnu større rolle i forhold til at rådgive ministeriet.
 

Brug for stærk minister

- Vi har brug for en stærk minister og et stærkt ministerium til at samle trådene på et af de vigtigste områder. Det er ingen hemmelighed, at PROSA ikke er voldsomt imponerede af det nye digitaliseringsudspil, bl.a. fordi udspillet kan forstærke en i forvejen kedelig tendens, hvor forståelse af teknologi fastholdes som et mandligt domæne og arbejdsområde, og fordi der mangler fokus på, at systemer skal rulles mere fornuftigt og borgervenligt ud fremover. Vi håber meget, at Mia Wagner vil samle op her og lytte til os og andre i it-faget, fortsætter Niels Bertelsen.

Tak til Marie Bjerre

Niels Bertelsen takker også Marie Bjerre for hendes indsats som minister siden årsskiftet.

- Marie Bjerre kickstartede et helt nyt ministerium, som PROSA længe havde efterlyst. Hun har fået sat fokus på it, AI og digitalisering. Hun har også skabt muligheder for digitalt udsatte borgere og indført digital fritagelse. Hun har helt klart sat et vigtigt aftryk, som nu skal løftes videre og gerne til endnu større højder, siger Niels Bertelsen.

Kaffen er klar - brug vores viden om it

Han fastslår samtidig, at PROSA vil gøre deres for at klæde den ny minister på med viden om it-faget og de udfordringer, som er vigtige inden for området.

- Der er en stående invitation til kaffe, og vi vil da også løbende fremsende ønsker og politiske tanker til Mia Wagner og ministeriet. Det handler om en af de mest afgørende brancher og fag og hele fundamentet under vores fremtid, så det er vigtigt, at vi har et godt samarbejde med ministeriet, siger han.

 

Om ministeren:

Mia Therese Wagner (V)

  • Født i Viborg i 1977
  • Uddannet jurist, advokat og senere partner i Wagner Advokater.
  • Forhenværende administerende direktør i Freeway-koncernen, Plusbog, Dating.dk, Nordic Female Founders og en række holding- og investeringsselskaber
  • Tildelt Investor of the Year, Nordic Women in Tech Awards 2021
  • Minister for digitalisering- og ligestilling siden 23. november 2023