Hvis det står til statsminister Mette Frederiksen (S), skal der satses på endnu mere overvågning i det offentlige rum.
Endnu flere videokameraer skal øge danskernes tryghed, og politiet skal have adgang til at samkøre videooptagelserne i realtid til brug for efterforskning.
I forvejen er der over en million overvågningskameraer i Danmark, så vi er alle under overvågning hver eneste dag – ligesom vi bliver tracket, målt og vejet, når vi færdes på internettet eller har vores mobiltelefon i lommen.
Problematisk udtalelse
Tryghed er vigtig. Alligevel må det have givet kuldegysninger hos alle frihedselskende borgere, da statsministeren i oktober præsenterede sine tanker om en overvågningsreform med ønsket om, at ”Folketinget ikke kun forholder sig til det med udgangspunkt i spørgsmålet om frihedsrettigheder og retten til privatliv”.
I en tid, hvor etiske og moralske principper for borgernes frihedsrettigheder bliver gradvist mere udsat, er det en stærkt problematisk udtalelse.
Og det var ikke mere tryghedsskabende, da hun få dage senere skrev på Facebook, at hun – for at passe på Danmark – er ”nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til”.
Det er uklart, hvad statsministeren sigter til. Men måske fik vi en indikation på det, da Københavns Politi næsten samtidig efterspurgte ny teknologi til ansigtsgenkendelse.
Teknologien, der benyttes i vidt omfang i Kina, bygger på kunstig intelligens og kritiseres af eksperter – blandt andet for at give falsk tryghed.
Det forhindrer nemlig ikke alvorlig og personfarlig kriminalitet, som enten sker i affekt eller begås af professionelle, der forstår at undgå ansigtsgenkendelsen.
Til gengæld indsamler teknologien alt om din færden, dine interesser, dine indkøb og din omgangskreds. Og hvad betyder det for dit liv og din personlige frihed, når myndighederne ved alt om dig, og du ikke selv bestemmer over dine data?
Frygt for overvågningsdiktaturet
I Prosa er vi dybt bekymrede for regeringens kommende overvågningsreform.
Der ikke er noget i vejen med overvågning – så længe den er målrettet og bygger på en konkret mistanke. Det er en grundregel i retsstaten.
Men vilkårlig masseovervågning af alle borgere er et vildspor, som vi må gøre alt for at forhindre, fordi det går stik imod værdierne i vores åbne samfund, der bygger på tillid og frihed.
Big Brother-teknologi og samkørsel af oceaner af data om hver eneste borger vil kunne misbruges – særligt når man ikke ved, hvordan skiftende regeringer vil styre det i fremtiden.
Konsekvenserne er meget synlige i Kina, hvor borgerne i vidt omfang har mistillid til staten og afholder sig fra at bruge deres ret til at forsamle sig og kommunikere frit af frygt for repressalier.
Protesterne i Hongkong er et billede på det samme: Frygt for overvågningsdiktaturet. I San Francisco har politikerne forbudt ansigtsgenkendelse ud fra den principielle holdning, at man godt kan opnå sikkerhed uden at være en sikkerhedsstat.
Større end bandekriminalitet
Det er et demokratisk problem, når vi lægger så meget magt i magthavernes hænder og glemmer at værne om den tillid, som det hele skal bygge på.
For der vil ske fejl og læk, når store mængder af personlige data opsamles – illustreret gennem utallige eksempler og senest med den aktuelle teledataskandale.
Vi har at gøre med noget, der er større end bekæmpelse af bandekriminalitet. Det handler om at bevare og styrke vores værdier og rettigheder som mennesker i et frit og demokratisk samfund.
Prisen for øget masseovervågning er simpelthen for høj. Derfor er der al mulig grund til, at Folketinget fastholder fokus på frihedsrettigheder og retten til privatliv, når regeringen sætter sin overvågningsreform til afstemning.
DEBATINDLÆGGET ER BRAGT PÅ ALTINGET DIGITAL 29. NOVEMBER 2019
