Hos os i Danmark er CPR-numre blevet en del af tilværelsen. Nogle er mere forsigtige med dem end andre. Kun et mindretal drømmer dog om, at de slet ikke skulle være der.
Men i det ellers meget bureaukratiske og gennemorganiserede Japan er man først ved at indføre et lignende system. ”Mynumber”, hedder det – udtalt på engelsk. Det er noget, der kommer udefra. Indtil nu har man ikke villet have det.
Man skulle ellers mene, at den japanske administration netop ville have et stort behov for noget i den stil. Man har en vidt forgrenet administration, hvor folk grundlæggende er registreret i såkaldte ”familieregistre”, som typisk befinder sig på rådhuset i den lille by ude på landet, hvor familien oprindeligt kom fra. Men derudover er man registreret som skatteborger i den kommune, hvor man bor, og hvorfra man måske modtager sociale ydelser.
Og endelig har man en konto i det nationale folkepensionssystem, i sin bank, i sine private forsikringsselskaber osv., osv.
Det har været uendeligt upraktisk for myndighederne, og det er naturligvis derfor, at der nu omsider bliver taget fat om den varme kartoffel. Men det har omvendt været ganske praktisk for almindelige borgere, hvis nu de havde gang i nogle ting i det skjulte, som myndighederne – eller resten af familien – helst ikke skulle vide noget om.
– Almindelige borgere i Japan har ofte en eller anden hemmelighed, som de ikke vil have frem, forklarer ph.d. Karen Ejersbo Iversen, som til daglig arbejder med digitalisering i Danmark.
For eksempel er det en kendt sag, at både manden og konen i mange japanske ægteskaber har deres helt private opsparinger i en anden bank end familiens normale bank, som ægtefællen - og skattekontoret - i princippet ikke ved noget om. Den slags små julenumre vil Mynumber-systemet gøre ulige meget vanskeligere.
Den samme slags bekymringer har politikere, magthavere og virksomheder i alle størrelser haft, så der har i mange år været udbredt enighed fra høj til lav om, at den slags ubehagelige registrering og overvågning har man ikke haft lyst til at have i Japan.
De såkaldte ”politiske penge”, tilskud til politikernes valgkampe fra virksomheder i deres valgkredse, blev i gamle dage ofte givet som kontante sedler i store kufferter. Det var bestemt ikke meningen, at der skulle alt for mange regler og registreringer ind i billedet. Der er siden 1990’erne indført en mere restriktiv lovgivning på dette område, og alle parter er nu forpligtet til at oplyse om den slags pengegaver. Så der er efter alt at dømme færre pengekufferter i spil end før, og Mynumber vil kunne medvirke til at begrænse dette cirkus yderligere.
Argumenterne, der i de senere år har fået toppen af det japanske bureaukrati til at fremme systemet, har været, at ”digitalisering er vigtig for god regeringsførelse”, som Karen Ejersbo Iversen formulerer det. Hun taler flydende japansk og har i Japan undersøgt digitalisering af administrative processer.
Det hele er lidt forsinket. Trykkeriet er bagefter, fordi der skal trykkes så mange Mynumber-kort på en gang, og kommunerne har svært ved at få dem afleveret til folk, fordi de alle sammen skal udsendes som anbefalet post, og folk aldrig er hjemme. Men meningen er, at hver japanske pengepung fra 1. januar skal indeholde et Mynumber-kort, som svarer lidt til danskernes sygesikringsbevis.
Nummeret har 12 cifre, og kortet har en chip, der kan læses elektronisk. Nummeret skal med tiden benyttes ved alle mellemværender med offentlige kontorer vedrørende skat, pension, sociale ydelser og sundhedsforhold.
Små hemmeligheder
Oprindeligt var det meningen, at man ville bruge sundhedsområdet som rambuk for at få det gennemført – og anerkendt som en nyttig ting ude i befolkningen. Men man er stødt ind i det problem, at de private lægers organisation, som er meget magtfuld i Japan, ikke er ret samarbejdsvillig. Lægerne har naturligvis også deres små hemmeligheder – typisk små private apoteker lige rundt om hjørnet fra lægeklinikken, som er lidt tættere forbundet med lægens økonomi, end de i virkeligheden må være.
Det er samtidig et afgørende problem, at systemet i sin struktur bygger på, at folk har fast lønarbejde, og at arbejdsgiveren trækker en slags kildeskat af lønnen. Man har svært ved at få alle Japans store og små private erhvervsdrivende passet ind i systemet, og det er foreløbig besluttet, at det må vente til en anden etape.
Der har aldrig været særligt megen offentlig debat om emnet, men når den har været der, har modargumentet naturligvis ikke været, at folk gerne har villet bevare deres små hemmeligheder.
Tilhængerne bruger som et argument, at man vil modvirke, at nogle uretmæssigt får socialydelser, mens modstanderne har argumenteret med, at det hele bliver alt for indviklet og uigennemskueligt. Og så har et helt andet modargument været sikkerheden.
– Det er stadig det, jeg hører, når jeg snakker med mine japanske venner om planerne, siger Karen Ejersbo Iversen. Man er bange for, at det offentlige får adgang til private oplysninger og ikke kan passe ordentligt på dem.
En meningsmåling, som regeringen selv gennemførte i januar 2015, viste, at en tredjedel af dem, der svarede, var bekymrede for, at Mynumber-systemet ville kunne føre til læk af vigtige data og dermed overgreb på privatlivets fred. En anden tredjedel var også bekymrede, men det var mere for, at de selv skulle opleve et økonomisk tab ved, at data om dem selv ville blive stjålet.
Arrogante embedsmænd
Der er i Japan ikke den samme næsegruse respekt for embedsmænd, som der har været tidligere. Store skandaler i de senere årtier med mangelfuld registrering af hiv-smittedes blod og rod i folks indbetalinger til den nationale folkepension har skabt mistillid, og den nylige afsløring af, at pensionsoplysninger for millioner af japanere er blevet hacket, har ikke gjort det bedre.
– Embedsmænd er i dagens Japan generelt frygtede, men ikke elskede. De opfattes ofte som arrogante. I Danmark har de fleste tillid til, at man gør sit bedste oppe hos kommunen. I Japan er den tillid krakeleret siden 90’erne, og det gør det vanskeligere at få folk til at acceptere et system som Mynumber-systemet.
Karen Ejersbo Iversen mener bestemt, at Mynumber-systemet vil være en fordel for Japan. Men problemet er ifølge hende, at man med Mynumber har forceret systemet så meget, at der er risiko for, at det kikser. Når man indfører digitalisering fra toppen, er der altid nogle ministerier og myndigheder, som får besked ovenfra om, at de skal lave deres rutiner om. Det er aldrig populært, og det skaber strid mellem de forskellige grene af administrationen.
Men japanerne får deres nye kort i hånden – om ikke 1. januar så hurtigst muligt derefter. Og lokale myndigheder fører i øjeblikket en travl kampagne over for borgerne, så de på forhånd har en idé om, hvad der er ved at ske.
Her spiller den lille søde maskot Maina-chan (Maina er en forkortelse af Mynumber) en stor rolle. Maina-chan skal få japanerne til at føle, at der er noget hyggeligt og hjemligt ved det golde nye nummer, de udstyres med. Fremtiden vil vise, om det lykkes.
