CSC tilbyder kæmpe løn for at få danske vikarer til at udføre konfliktramt arbejde for it-giganten. Men selv en månedsløn på op mod 110.000 kroner har ikke kunnet lokke flere arbejdsløse, der har henvendt sig til PROSA.
De arbejdsløse har afvist at søge job hos it-firmaet, der ville udleje dem til CSC for at bryde konflikten.
– Jeg vil ikke tage konfliktramt arbejde og tage brødet ud af munden på andre, fortæller Jesper Mørch, der tidligere blandt andet har arbejdet med brugersikkerhed hos IBM.
Han har været arbejdsløs i halvandet år og ville søge fire måneders vikariat hos et it-firma gennem bureauet Interim Competence. Da han ringede og forhørte sig om stillingen, spurgte han direkte, om jobbet var for CSC. Og det var tilfældet, lød svaret.
– Jeg synes ikke, det er i orden at søge efter skruebrækkere, siger Jesper Mørch.
"Jeg ville føle mig snydt"
Ledelsen i CSC har indtil videre optrappet konflikten ved at ansætte op mod 30 skruebrækkere, mens de fortsætter med at afvise forslag til besparelser fra de ansattes forhandlere fra PROSA. Mandag blev et forslag om at spare 50 procent af de ansattes tryghedsaftale afvist af ledelsen, og forhandlingerne er nu brudt sammen.
Selvom Jesper Mørch nu bliver sendt i aktivering af jobcentret, er han ikke ærgerlig over, at han ikke søgte CSC-jobbet.
– Jeg vil gerne have arbejde. Men hvis det var mig, der var ansat i CSC under deres vilkår, ville jeg føle mig snydt, hvis de nedlagde min stilling og i stedet kunne hive folk ind til lommepenge, mener han.
100 i timen?
Det svarer til at save den gren over, man selv sidder på, hvis man tager konfliktramt arbejde, mener han.
– Skal vi så alle arbejde 50 timer om ugen til 100 kroner i timen i fremtiden, spørger han.
Ligesom Jesper Mørch har arbejdsløse ret til at afvise arbejde, der er konfliktramt. Og jobcentret kan heller ikke tvinge arbejdsløse i aktivering samme sted.
– Jeg var nervøs for, om jobcentret ville sende mig i aktivering hos CSC. Men det må de heldigvis ikke, siger Jesper Mørch.